Den ene af SF's to næstformænd, Peter Westermann, trækker sig fra sin post.
Det sker efter et krisemøde om frasalget af Dong, hvor SF's landsledelse efter et mere end fire timer langt møde endte med at bakke op om frasalget af Dong til amerikanske Goldman Sachs.
- Når der ikke er opbakning til mit mandat, er det den naturlige konseksvens, siger Peter Westermann. Han bliver dog i partiet og bakker fortsat op om Annette Vilhelmsen som formand.
Spurgt direkte om han mener, at Vilhelmsen har svigtet som SF-formand, siger Westermann.
- Det har jeg ingen kommentarer til.
SF's anden næstformand er Mette Touborg, borgmester og stemmesluger i Lejre Kommune.
- Vi havde en fin debat, var alt Mette Touborg havde at sige efter aftenens møde.
Ifølge DR's oplysninger er der i landsledelsen et snævert flertal for opbakning til frasalget af Dong. 10 stemte for, 7 stemte imod og to undlod at stemme. Blandt nej-sigerne er altså Peter Westermann.
Ny næstformand igen
Der har mildest talt ikke været ro på bagsmækken i SF det seneste halvandet år.
I efteråret 2012 fik partiet ny formand og siden da har en lang stribe SF'ere forladt partiet og deres poster. I december sidste år forlod næstformand Mattias Tesfaye sin næstformandspost.
Her er et overblik over SF'ere, der er smuttet.
* Onsdag den 20. marts melder SFs EU-parlamentariker Emilie Turunen, at hun forlader SF og melder sig ind hos Socialdemokraterne. Det samme gør SFs tidligere folketingsmedlem Nanna Westerby, som er gift med SFs tidligere skatteminister Thor Möger Pedersen.
* Politisk ordfører Jesper Petersen meddeler 19. marts, at han forlader SF for at melde sig ind i Socialdemokraterne.
* SF's pressechef Claus Perregaard siger sin stilling op 19. marts. Begrundelsen er, at han er træt af politik og Christiansborg.
* Nanna Westerby, der lever sammen med Thor Möger, trækker 14. januar sit kandidatur fra Københavns Borgerrepræsentation.* Jens Anton Tingstrøm Klinken forlader formandsposten for SF Østerbro i januar 2013.
* Jesper Lyders Andersen forlader sin post som formand for SF Nørrebro i december 2012.
* Medlem af landsledelsen Kasper Bjering Søby Jensen forlader partiet 10. december 2012. Han er nu medlem af Socialdemokraterne.
* Næstformand Mattias Tesfaye trækker sig fra sin post 6. december 2012 og har forladt partiet. Han er nu medlem af Socialdemokratiet.
* Jesper Johansen Meisner forlader i november 2012 formandsposten for SF Brønshøj.
* Thor Möger Pedersen bliver fyret på gråt papir som skatteminister efter formandsskiftet 15. oktober. Han beholder sit medlemskab af SF.