SF’s formandsfavorit vil ikke længere til venstre

SF-profilen Pia Olsen-Dyhr hører ikke til i SF, hvis partiet bliver mere venstreorienteret.

Pia Olsen-Dyhr er én af favoritterne til at overtage formandsposten i SF efter Annette Vilhelmsen.

SF-profilen Pia Olsen-Dyhr, der er én af favoritterne til at overtage formandsposten efter Annette Vilhelmsen, hører ikke til i SF, hvis partiet bliver mere venstreorienteret.

- Jeg synes ikke, at SF skal være Enhedslisten, og hvis vi kommer derover, så vil jeg ikke føle, at jeg hører til i SF.

- Vi står i et vadested, og vi skal vælge vej, siger Pia Olsen-Dyhr til DR Nyheder.

Siden SF trådte ud af regeringen i torsdags har flere fremtrædende folk forladt partiet. Blandt andet afgående sundhedsminister Astrid Krag, der nu er socialdemokrat, og afgående miljøminister Ida Auken, som skifter til de Radikale.

Nogle forfærdelige dage

Pia Olsen-Dyhr er netop ankommet til SF's kontaktrådsmøde i Vejle, hvor partiet skal drøfte sin situation.

- Det har været en forfærdelig uge. Nogle forfærdelige dage, som har været tragiske for mit parti. Og vi har alle sammen brug for at diskutere, hvad der er sket, siger hun.

- Vi står i en situation, hvor vi må vælge, om vi vil have indflydelse i dansk politik. Om vi vil være et parti, som er venstreorienteret, men som gerne vil ændre Danmark, eller om vi vil stå derude og være et protestparti. Det er et meget alvorligt valg, siger hun.

Formandskandidatur endnu ikke besluttet

Den afgående transportminister har endnu ikke lagt sig fast på, om hun ville stille op som formand for sit parti.

- Det kræver, at SF vil være et parti, hvor vi skaber både røde og grønne resultater, men det kræver også mange andre ting. Og det er også en meget stor personlig overvejelse, for jeg tror ikke det bliver nemt at bygge SF op igen, forklarer Pia Olsen-Dyhr.

Ny formand og regeringsrokade

Torsdag valgte SF at forlade regeringen efter interne uenigheder om regeringens salg af 19 procent af Dong til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

I samme forbindelse valgte partiets formand Annette Vilhelmsen også at fratræde sin post. Det betyder, at SF nu står over for et nyt formandsvalg.

Samtidig har seks SF-ministre måtte opgive deres ministerjob, og statsminister Helle Thorning-Schmidt skal derfor sætte et nyt ministerhold. Regeringsrokaden er ventet i løbet af den kommende uge.

OPDATERET:

Efter artiklen blev publiceret skriver Pia Olsen-Dyhr på Twitter, at hun ikke har planer om at skifte fra SF: "DR skriver at jeg åbner for partiskifte. Det er helt i skoven. Jeg skifter ikke parti!! Slut! Men vi skal vælge vej i SF nu."