SF'ere: Vilhelmsens beretning er falsk historieskrivning

Hverken Annette Vilhelmsen eller Pia Olsen Dyhr har ret, når de siger, at der ikke var andet valg end at trække partiet ud af regering, siger flere SF'ere.

Lisbeth Bech Poulsen, Karsten Hønge og Trine Pertou Mach. (© Scanpix)

Når afgående formand Annette Vilhelmsen i sin beretning til SF's landsmøde siger, at hun ikke havde andet "reelt valg" end at trække SF ud af regering som følge af Dong-sagen på grund af et kritisk mindretal i folketingsgruppen, så er det ikke korrekt.

Det siger folketingsmedlem Trine Pertou Mach, som ligeledes går i rette med SF's nye formand, Pia Olsens Dyhr, der i sin første formandstale ligeledes sagde, at Annette Vilhelmsen ikke havde andet valg.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ikke synes det. Jeg synes i det hele taget, at en historieskrivningskamp for åbent tæppe er lidt håbløs, siger Trine Pertou Mach.

Mach: Min holdning var klar i DGI Byen

Det er flere steder beskrevet, at Trine Pertou Mach var en af de SF'ere, der på et møde i DGI Byen i slutningen af januar, skabte tvivl om hvorvidt hun ville stemme sammen med SF og resten af regeringen til et beslutningsforslag fremsat af Enhedslisten.

- Jeg gjorde det klart onsdag aften, hvad jeg ville, nemlig at stemme mod Enhedslistens forslag sammen med gruppen, siger Trine Pertou Mach.

- Der var en meget bred modstand mod salget af dele af Dong til Goldman Sacha. Det tager jeg gerne ansvaret for at have diskuteret. Det var rigtigt at gøre. Men da landsledelsen besluttede, at SF skulle bakke op om salget, havde vi diskussionen i gruppen, og det endte med, at jeg sagde, at jeg stemte med gruppen. Længere er den ikke, siger hun.

- Det er skide ærgerligt

Hvad synes du om, at man forsøger at placere skyld?

- Jeg synes, det er skide ærgerligt, for det handler i virkeligheden om politik, og at SF var ved at blive rykket fra hinanden i en sag, der handlede om salg af dele af Dong til Goldman Sachs. Landsledelsen var delt, folketingsgruppen var delt, og vores bagland skrev i stride strømme til os, at det var meget alvorligt, siger Trine Pertou Mach.

Hun kalder det "et utroligt klumset forløb", der endte med, at et flertal i Folketingets Finansudvalg stemte for at sælge 19 procent af aktierne i Dong til amerikanske Goldman Sachs, og at SF gik ud af regering, ligesom Annette Vilhelmsen gik af som formand.

- Men jeg synes, man skal lade være at placere skyld hos enkeltpersoner. Man skal tage det politiske ansvar for den situation, som SF var i, og den var fuldstændig uholdbar, siger Trine Pertou Mach.

Bech Poulsen og Hønge er heller ikke enige

Tidligere politisk ordfører Lisbeth Bech Poulsen trak sig fra sine poster som følge af Dong-sagen, og hun er heller ikke enig i landsledelsen beretning om SF's udtrædelse af regeringen.

- Jeg er ikke enig i den udlægning af det møde. Det er en opfattelse, jeg ikke deler, siger Lisbeth Bech Poulsen til Ritzau.

Folketingsmedlem Karsten Hønge kalder det unuanceret, at man fra SF-toppens side vil give kritikerne ansvaret.

- Jeg synes ikke, vi bliver klogere af at gøre tingene mere simple, end de er, men hvis partiet har brug for at konkludere noget på forløbet på nogle få linjer, så fred være med det, siger Karsten Hønge.

Stemmer alligevel for Vilhelmsens beretning

Selvom Trine Pertou Mach er uenig i Annette Vilhelmsens udlægning af forløbet, der endte med, at SF trådte ud af regeringen, vil hun alligevel stemme for den tidligere formands beretning til landsmødet.

- De sidste linjer synes jeg ikke er rigtige, men vi skal videre. Det ændrer jo ikke verdens gang, at jeg stemmer mod en beretning på et landsmøde i Kolding i 2014, siger Trine Pertou Mach.

Men det er ikke desto mindre irriterende, at man skriver et i Trine Pertou Machs øjne forkert forløb ind i en politisk beretning.

- Jeg synes, man skal lade være at skrive en bestemt historie ind i en beretning, men nu står den der, og nu skal vi videre, siger hun.

Olsen Dyhr: Min udlægning er den rigtige

SF's nye formand, Pia Olsen Dyhr, mener trods kritikken, at hendes version af forløbet er den rigtige.

- Jeg tror, at lige meget, hvad vi gør, så er der nogle, der vil skrive historien. Det kan godt være, at der er mange følelser og mange udlægninger. Min udlægning, det mener jeg er den, der er korrekt, siger Pia Olsen Dyhr til Ritzau.