Uge 42 betyder ekstra rejsende, og står det til SF, skal de rejsende fremover betale ekstra, før de går gennem sikkerhedskontrollen og videre ud til gaten.
Forslaget går på at indføre en grøn afgift på alle flyrejser for alle passagerer.
Rejser du inden for landets grænser og i Europa skal den nye miljøafgift være på 60 kroner, på mellemlange rejser til eksempelvis Beirut bliver afgiften 200 kroner og på de lange interkontinentale rejser til eksempelvis Bangkok skal afgiften være 400 kroner per rejse, foreslår SF-formand Pia Olsen Dyhr.
- Det koster på klimakontoen at tage et fly. Det er jo absurd, at det i dag er sådan, at hvis jeg tager et fly til London og tilbage igen, er det billigere, end hvis jeg tager toget til Viborg. Og det er jo til trods for, at jeg påvirker klimaet langt mere end med tog, så det er for at få det til at påvirke den klimaeffekt, det har at flyve, siger hun.
I alle tilfælde skal børns afgifter halveres, mens hvert ton gods på et transportfly skal have en afgift på 400 kroner.
Tidligere har Alternativet foreslået en anden model, hvor flyrejsende for hver rejse skulle betale en højere og højere miljøafgift.
SF’s model læner sig meget tæt op ad den model, der tidligere på året blev indført i Sverige.
Klimasyndere må betale
Et af Pia Olsen Dyhr og SF’s mest tungtvejende argumenter for den grønne afgift er, at flytrafikken som en af de mest forurenende transportformer bør indeholde en grøn afgift.
- Vi er nødt til at have nogle penge i statskassen, så vi kan gøre noget ved klimaet, og så må det være de ting, der er sorte for klimaet, der får lov til at betale, siger Pia Olsen Dyhr.
Det har faktisk også tidligere været SF-politik at beskatte de flyrejsende på grund af klimabelastningen fra jetmotorerne.
Da partiets daværende formand Villy Søvndal og daværende statsministerkandidat Helle Thorning-Schmidt (S) fremlagde deres bud på et en fælles politik, Fair Løsning, indeholdt det blandt andet et forslag om en grøn afgift på fly på 75 kroner per rejse.
Efter at partierne vandt regeringsmagten i 2011, voksede kritikken især internt i Socialdemokratiet omkring forslaget, og det blev aldrig indført.
Men udfordringerne med flytrafikken er så store, at der skal gøres noget nu, siger Pia Olsen Dyhr.
- Vi må erkende, at der er færre, der skal ud at flyve. Vi er simpelthen nødt til at have færre flyrejser, og en måde at gøre det på er jo at regulere prisen. Prisen skal også afspejle det, man forurener, ikke kun det det koster i kroner og øre, siger SF-formanden.
S og V afviser: Branchen er på rette vej
Alternativet har tidligere argumenteret for at indføre en grøn afgift på flyrejser, Enhedslisten er åbne for grønne afgifter på flyrejser, men det skal dog ikke være en flad model, som SF foreslår, og nu tilføjer SF sig altså igen til listen af partier i oppositionen, der med den ene eller anden model vil have grønne afgifter på flyrejser.
Men til trods for presset fra de tre partier får det ikke Socialdemokratiet til at bakke op om det, siger transportordfører Rasmus Prehn.
- Det er godt at være ambitiøs i forhold til det grønne, det støtter vi helt og fuldt hos Socialdemokratiet. Men lige præcis det her med afgifter på fly har altså en masse medfølgende problemer, som vi ikke vil være med til, siger han og peger på, at branchen allerede er på vej i en grønnere retning.
- Det er den udvikling, vi skal skubbe på. Vi skal se, hvordan vi kan hjælpe branchen med at omstille sig til mere grønne flyvninger. Men afgifter vil skabe for mange problemer, siger Rasmus Prehn.
Også i Venstre får forslaget fra SF en blank afvisning.
- Jeg tror ikke på, at afgifter på fly er vejen frem. Det vil bare flytte rejser fra Danmark til eksempelvis Hamborg, siger skatteordfører Louise Schack Elholm.
Ifølge SF vil en ny afgift på flyrejser give 1,2 milliarder kroner i 2022, som partiet blandt andet vil bruge på billigere færgeafgange til Bornholm samt billigere togtrafik i hele landet.