SF og Enhedslisten siger 'nej tak' til amerikanske tropper i Danmark

Regeringen vil lave ny aftale med USA, der kan føre til, at amerikanske tropper udstationeres i Danmark.

SF's Karsten Hønge vender tommelfingeren nedad til regeringens plan. (Foto: © Martin Sylvest, Ritzau Scanpix)

Amerikanske soldater på dansk jord.

Det kan blive virkelighed i en nær fremtid, hvis regeringen får held til at lave en ny aftale om et forsvarssamarbejde med USA.

En aftale, som regeringen præsenterede planerne for på et pressemøde i dag. Statsminister Mette Frederiksen (S) kaldte det "et nybrud", at der åbnes for amerikanske soldater i Danmark.

Spørger man regeringens støtteparti SF er det måske endda lidt for meget af et nybrud. SF's udenrigsordfører, Karsten Hønge, er i hvert fald kritisk overfor planerne.

- Det udfordrer simpelthen vores suverænitet i Danmark. Det er et skridt i den forkerte retning, siger han.

Han er især kritisk overfor, hvis amerikanerne skulle få deciderede baser i Danmark. Det afviste regeringen godt nok på pressemødet, men det er ikke nok for støttepartiet.

- Hvis vi åbner for materiel og tropper, så begynder det jo at ligne baser.

- Det eneste, vi har fået som forsikring, er, at der ikke kommer atomvåben. Ja tak, du. Vi har jo ikke entydigt positive erfaringer fra Thulebasen, siger han.

SF er ikke det eneste støtteparti, der vender tommelfingeren nedad til planen. I Enhedslisten er udenrigsordfører Eva Flyvholm også kritisk og mener ligesom Karsten Hønge, at det udfordrer dansk suverænitet.

- Det er en helt usædvanlig situation, at man siger, at amerikanerne selv kan bestemme, hvilke aktiviteter der skal laves. Det er altså ikke en normal ordning, siger hun.

Martin Lidegaard, der er udenrigsordfører for De Radikale, er "som udgangspunkt" åben for at diskutere en aftale med USA, men står også fast på en ting, som aftalen skal indeholde.

- Folketinget skal konkret vurdere det hver gang, der skal amerikanske soldater til Danmark. For det vil jo afhænge af, hvilken situation man står i, når der bliver spurgt, siger han.

- Det skal jo ikke optrappe konflikter eller skabe nye problemer.

Oppositionen bakker op

Hun frygter, at aftalen kan betyde, at der vil ende med at være "omfattende" amerikansk tilstedeværelse i Danmark. Og hun mener, at det er en forkert måde at gribe situationen med Rusland an.

- Løsningen ligger ikke i militær optrapning, men i forhandlinger og et økonomisk pres. Derfor undrer det mig, at regeringen lægger vægt på de militære løsninger.

Hos de borgerlige i opposition er der til gengæld støtte til planerne. Både De konservatives Marcus Knuth og Venstres Michael Aastrup Jensen bakker op.

- Det er rigtig vigtigt, at vi har et stærkt atlantisk samarbejde. Vi må jo indrømme, at der desværre er en øget trussel mod Danmark fra ikke mindst Ruslands side, og derfor skal vi have et stærkere samarbejde, siger Michael Aastrup Jensen.

Han er ikke nervøs for, om amerikanske tropper i Danmark potentielt kan gøre Danmark endnu mere udsat i forhold til Rusland.

- Vi skal ikke glemme, hvem den aggressive part er. Det er Rusland. Så det, vi kan gøre som modsvar, det skal vi også gøre, siger han.