SF og Alternativet åben for boligjob-udvidelse

Så længe boligjob-ordningen har et grønt sigte, vil SF og Alternativet ikke afvise en udvidelse af ordningen.

De to partier er dermed de eneste partier fra oppositionen, som forholder sig positive over for den efterhånden meget udskældte boligjob-ordning. (Foto: © Colourbox.com, ColourBox.com)

De to partier, der var med til at sikre boligjob-ordningen et bredt flertal i Folketinget, vil ikke stå i vejen for en udvidelse, så længe den bliver ved med at have et grønt formål.

- Jeg synes, det skal have et grønt sigte, men ellers vil jeg ikke afvise det på forhånd, siger skatteordfører for SF, Lisbeth Bech Poulsen.

Heller ikke Alternativet er lukkede over for en udvidelse.

- Hvis udvidelsen går på at udvikle håndværkerfradraget, så det er grønt, så kunne vi godt være interesserede, siger finansordfører Josephine Fock fra Alternativet.

Eneste to i oppositionen

De to ordførere var med til at sikre en bred aftale sammen med regeringen, Dansk Folkeparti og De Konservative, om at genindføre ordningen med tilbagevirkende kraft for hele 2015.

De skal i løbet af efteråret sammen forhandle ordningen for 2016 og 2017.

De to partier er dermed de eneste partier fra oppositionen, som forholder sig positive over for den efterhånden meget udskældte boligjob-ordning.

Hjort: Vi skal kigge til Sverige

Reaktionerne kommer i kølvandet på finansminister Claus Hjort Frederiksens (V) udmeldinger om, at han gør sig tanker om at gøre ordningen mere omfattende.

- Vi synes ikke, at det er forkert med håndværkerfradraget. Vi synes faktisk, at det er en rigtig god ting. Og måske skulle man gå videre ad den vej, siger han til DR.

- Vi må jo se, hvad der bliver råd til på det område. Men for mit eget vedkommende synes jeg da, at man i Sverige har gode erfaringer med de her ordninger. Det er jo et betydeligt større beløb man kan trække fra end i Danmark, siger Claus Hjort Frederiksen.

/ritzau/