Efter tre års arbejde ser det nu ud til, at Justitsministeriet har en løsning på, hvordan man får identitetsnumre på betjentes uniformer.
Og det skaber glæde hos formanden for Folketingets Retsudvalg og SF's retsordfører Karina Lorentzen. Hun mener, at det kun kan gå for langsomt med at få identificeret landets betjente.
- Vi synes ikke, det er hensigtsmæssigt, at der fra tid til anden kommer sager, hvor det er åbenlyst for alle, at det burde være rimelig nemt at identificere hvilke betjente, borgerne har været i kontakt med, men hvor det alligevel har vist sig at være svært, siger hun til DR Nyheder.
Skader tilliden til politiet, når klagesager må droppes
Hun nævner selv klagesager mod politiet, hvor der blev konfiskeret tibetanske flag under et officielt statsbesøg fra Kina - og klimatopmødet COP15, hvor politiet kørte rundt med en terrormistænkt, som dog kun var almindelig demonstrant og siden klagede over sin behandling.
I begge tilfælde måtte man droppe klagesagerne, da betjentene ikke kunne identificeres.
- Det er ikke hensigtsmæssigt for tilliden til politiet. Det skal være nemt for borgeren at vide, hvilken betjent han har været i kontakt med, og jeg synes også, det giver mulighed for at rette en fejl eller rette en misforståelse, hvis borgeren har opfattet situationen forkert, siger Karina Lorentzen.
Har nummerordning i Norge uden problemer
Fra politiets side er der en frygt for, at betjentenes personlige sikkerhed kan komme i fare, hvis hver enkelt betjent får et identitetsnummer. I forvejen er antallet af chikanesager mod betjente steget i de seneste år.
Karina Lorentzen medgiver, at der skal tages et hensyn til betjentene, men at en nummerordning ikke må drukne i frygt.
- Der skal falde en straf, og den må også være markant, hvis man generer politibetjente, siger hun og fortsætter:
I Norgen har man indført en forsøgsordning for år tilbage med numre på politibetjentenes uniformer, som man siden valgte at gøre permanent.
- Det har ikke ført til en stigning i klagesager, så jeg tror også, at noget af frygten er ubegrundet, siger Karina Lorentzen.