Skats problemer er så massive, at det kræver flere penge, hvis der skal rettes op på systemet.
Sådan lyder det fra SF's skatteordfører, Lisbeth Bech Poulsen, efter det mandag er kommet frem, at en systemfejl i Skats nu lukkede it-system EFI har op- eller nedskrevet et ukendt antal danskeres gæld til det offentlige.
SF vil nu kræve, at der bliver afsat ekstra midler til Skat i finanslovsforhandlingerne.
- Det er en investering - vi får en bedre inddrivelse jo flere og dygtigere folk, der er ansat. Men vi kan ikke rette op på problemer ved at ansætte et par hundrede, når det er flere tusinde, der er fyret de sidste 10 år.
- Regeringen og Socialdemokraterne må forstå, at der skal en reel indsats til for at få Skat på ret køl, siger Lisbeth Bech Poulsen i en skriftlig kommentar.
Det er Berlingske, som mandag skriver om de nye fejl i det omstridte inddrivelsessystem.
Skat opdagede fejlen i april 2014. To måneder senere blev fejlen udbedret ifølge Berlingske. Skat undersøger stadig, hvordan det kunne ske, og hvor mange borgere det gik ud over.
/ritzau/