Antallet af serbiske asylansøgere falder med lynets hast i øjeblikket.
Der er i 2013 kommet 392 asylansøgere fra Serbien - primært i januar og februar - og de står alle til udsendelse, oplyser politiet til DR Nyheder.
Derfor har det også været nødvendigt at chartrer et fly udelukkende til denne udsendelse. Det er sket en gang tidligere til Serbien i marts 2013. Det ser ud til at flygtningestrømmen fra Serbien er aftagende nu, oplyser politiet vicepolitikommissær Claus Birkelyng i en mail til DR Nyheder.
I sommeren 2012 begyndte antallet af asylansøgere fra Serbien at stige og udgjorde ved årets udgang den største gruppe i asylsystemet. Men modsat flygtninge fra eksempelvis borgerkrigshærgede Syrien har serberne ikke grund til at søge asyl.
Kan rejse uhindret til Danmark
- Jeg er tilfreds med, at Rigspolitiet har et stærkt fokus på udsendelse og løbende udsender til Serbien. Vi ved, at udsendelse er det stærkeste signal, som vi kan sende, siger Morten Bødskov i en kommentar til Ritzau.
Serbiens status som EU-ansøgerland betyder, at serberne har visumfrihed og derfor kan rejse uhindret til Danmark.
Selv om der ikke findes opgørelser, står det klart, at det primært er serbiske romaer, der søger mod Danmark. Ifølge Justitsministeriet formentlig fordi de har en fejlagtig forventning om, at de kan få kontanter med sig, hvis de forlader Danmark frivilligt.
Skal reagere effektivt
Regeringen har dog iværksat en række initiativer, der skal lette hjemsendelsen af serberne.
- Det er helt afgørende, at vi reagerer effektivt mod et sådant misbrug, og det gør regeringen, siger Morten Bødskov.
Blandt andet behandles serbernes sager hurtigere end andre sager efter den såkaldte Åbenbart Grundløs Haster procedure (ÅGH).
Samtidig indkvarteres asylansøgerne på en catering-ordning på et asylcenter i Nordsjælland. Dermed modtager de ikke kontante ydelser, som ellers kunne give dem en grund til at rejse til Danmark.
Udnytter visumfrihed
- Det er helt og aldeles uacceptabelt, at der er personer som udnytter visumfrihed til at søge om asyl og humanitær opholdstilladelse, uden at de har et behov for at gøre det, fastslår Bødskov.
I sidste måned lovede Serbiens ambassade i København regeringen, at man ville iværksætte en oplysningskampagne for at få serbiske statsborgere til at opgive alt håb om asyl i Danmark eller kontant afregning for at tage hjem.
/ritzau/