Se hvad alle partier mener: Skal det være gratis at køre over Storebælt?

Er det rimeligt, at det koster 240 kroner for en almindelig personbil at krydse Storebæltsbroen? Se hvad partierne mener.

(Foto: © Langt fra Borgen, DR)

I aften i Langt fra Borgen på DR1 debatterer transportordførerne for Socialdemokratiet og Liberal Alliance prisen for at rejse over Storebælt. Her er et overblik over, hvad de forskellige partier mener om prisen.

Karsten Hønge, SF’s transportordfører:

- SF vil gerne se på muligheden for at sætte prisen ned for særlige grupper af rejsende for eksempel for dem, der kører om natten eller tager toget. På den måde vil man sprede trafikken mere ud og gøre det billigere for de bilister, der synes, at det er for dyrt og gerne vil spare nogle penge ved eksempelvis at køre uden for myldretiden. Togbilletterne skal være billigere, så færre vælger at tage bilen, og desuden fjerner det noget af presset fra vejene. Men den generelle pris for en almindelig personbil er fair, som det ser ud nu.

Villum Christensen, Liberal Alliances transportordfører:

- Det er uretfærdigt, at bilisterne bliver pålagt den ekstra skat, som broafgiften er. Storebælt er blevet til en pengemaskine.

- Det bør være gratis at køre over Storebælt, fordi det vil sætte gang i væksten. Vi vil alle sammen blive rigere af det, fordi virksomheder og borgere kan bevæge sig meget mere frit.

Rasmus Prehn, Socialdemokratiets transportordfører:

- Det skal ikke være gratis. Storebælt er fortsat i gæld, så vi er nødt til at have en indkomst for at kunne betale gælden af. Desuden er det godt, at broen kan bruges til at indsamle nogle penge til anden infrastruktur som for eksempel udbygning af den fynske motorvej. - Man skal huske, at det er væsentligt billigere og hurtigere at køre over Storebælt, end det var at tage færgen.

Kristian Pihl Lorentzen, Venstres transportordfører:

- På kort sigt satser Venstre og regeringen på at høvle forbindelsens restgæld af. Derudover er der en vigtig sammenhæng med de færger, der forbinder Øst- og Vestdanmark. Vi har derfor ingen planer om at sænke taksterne på kort sigt ud over den markante pendlerrabat, som vi har gennemført siden valget.

Henning Hyllested, Enhedslistens transportordfører:

- Det er en passende pris lige nu. Det betyder, at der er en form for trafikregulering, så det ikke bliver et kæmpe bilkaos på Storebælt. Desuden mener Enhedslisten, at det er godt, at man kan bruge nogle penge fra indtægterne på Storebælt til anden infrastruktur og grøn omstilling i trafikken. - Hvis prisen skal sættes ned, så skal den sættes ned for DSB, så det bliver billigere at tage toget over.

Rasmus Jarlov, De Konservatives transportordfører:

- Vi arbejder for at prisen for at køre over Storebælt sættes ned. Vi letter den gerne for privatbilisterne, der bliver plukket rigeligt i forvejen, og vi letter den også gerne for erhvervslivet, fordi vi ved, at det vil give flere arbejdspladser. Hvordan det skal skrues sammen, taler vi gerne videre med de andre partier om.

Andreas Steenberg, Radikale Venstres transportordfører:

- Vi har ingen politik om at sætte prisen ned. Der er behov for, at Storebælt fortsat har en indkomst til at afbetale gælden og til at betale for de vedligeholdelsesudgifter, der er hvert år. Så vi mener, at det er en fair pris, indtil gælden er blevet betalt af.

Kim Christiansen, Dansk Folkepartis transportordfører:

- Den nuværende pris er passende. Det er langt billigere, end det var at tage færgen, og der er endda ingen ventetid. Det er godt, at Storebælt kan bruges til at finansiere andre infrastrukturelle projekter, men pengene bør blive inden for det infrastrukturelle område og ikke gå til at alt muligt andet.

Roger Matthisen, Alternativets transportordfører:

- Det er godt, at Storebælt kan være med til at betale andre vigtige, men måske lidt mindre trafikale projekter. Alternativet vil gerne igangsætte en forsøg med roadpricing i hele Danmark, da det kan være med til at regulere trafikken, og det kan også ændre på prisen på Storebælt.

Se mere i Langt fra Borgen i aften, hvor trafikordførerne Villum Christensen (LA) og Rasmus Prehn (S) besøger broen. Det er kl. 21.55 på DR1.

Fakta om Storebælt:

  • Storebælt har en gæld på cirka 22,5 mia. kr.

  • Det koster 240 kroner for en almindelig personbil at krydse Storebælt – heraf går cirka 150 kroner direkte til staten.

  • Folketinget har besluttet, at omkring 9 milliarder kroner af broens overskud frem til år 2022 skal bruges til anden infrastruktur som for eksempel veje.

  • Sidste år krydsede 11,9 millioner biler Storebælt