Den danske udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA), kritiserer styret i Myanmar og den måde, som landets leder, Aung San Suu Kyi, har ageret på de seneste måneder i forbindelse med konflikten i landet.
Flere end 400.000 rohingya-muslimer er flygtet den seneste måned fra Myanmar til nabolandet Bangladesh.
Det er sket, efter at det Myanmars militærstyrker lancerede en offensiv mod det muslimske mindretal 25. august.
- Det er en skamplet. Det er rædselsfuldt, det der foregår. Det er en kæmpe skuffelse i forhold til, at vi har fremhævet alt det, der er gået godt de senere år. Og det her er fuldstændig utilgiveligt, og det skal der rettes op på hurtigst muligt, siger Anders Samuelsen.
Pres på Aung San Su Kyi
Udtalelsen fra Samuelsen kommer i forbindelse med FN's Generalforsamling i New York, hvor verdens ledere mødes.
Mandag aften havde den britiske udenrigsminister, Boris Johnson, indkaldt til et møde, hvor en række af de lande, der tidligere har været engageret i forhold til Myanmar deltog, heriblandt altså Anders Samuelsen.
Efter mødet har en række udenrigsministre kritiseret Myanmars leder, Aung San Suu Kyi.
- Det, man forsøger at lægge pres på, er, at hun stepper op nu. I forhold til at vise politisk lederskab. Vi ved godt, at hun er under enormt pres - også over for militæret, siger Samuelsen.
Med til mødet i New York var også repræsentanter fra Myanmar, der fik mulighed for at redegøre for deres holdning til en løsning på konflikten.
- Man får sendt et meget klart signal om, at man ved, at alle står sammen i forhold til at kritisere, hvad det er, der foregår.
- Man får en lejlighed til at stille nogle spørgsmål, der går på, hvad det er, der gør, at vi kan få andre end Røde Kors ind, og vi ikke kan få FN ind i højere grad. Der sker også noget bevægelse på sådan et møde, som jeg ikke kan komme nærmere ind på, siger Anders Samuelsen.
/ritzau/