Liberal Alliances leder drog ud på en selvmordsmission sidste år.
Sådan beskriver Anders Samuelsen det i hvert fald selv, da han sidste år gjorde det til et ultimativt krav, at topskatten skulle sænkes med fem procentpoint hele vejen op, hvis den daværende Venstre-regering skulle overleve.
Missionen havde i virkeligheden til formål at bringe Liberal Alliance ind i regeringen, siger Anders Samuelsen på Liberal Alliances landsmøde i Aalborg. Og da det i slutningen af november sidste år skete, lykkedes Samuelsens mission også.
- En ting er helt sikkert. Havde jeg ikke haft det selvmordsbælte om maven med truslen om et nyt valg, så var der gået 25 år, før Liberal Alliance var kommet i regering, siger Anders Samuelsen.
- Så nej, jeg fortryder ikke et sekund, at jeg havde det selvmordsbælte om maven. Jeg beklager, at jeg skulle trække jer igennem det, men resultaterne kommer nu, siger han henvendt til sine godt 500 partifæller, der kvitterer med klapsalver.
Siden Liberal Alliance for cirka fem måneder siden blev en del af den nuværende trekløverregering har partiet kunne konstatere, at et flertal i Folketinget fortsat ikke ønsker at sænke topskatten, ligesom den nye taxalov er blevet udlagt som et stort nederlag for Liberal Alliance.
'Det kommer til at lykkes'
Anders Samuelsen er ligeledes blevet kritiseret for at komme med tomme trusler om at vælte Venstre-regeringen og tog til takke med ministerbiler, men taktikken var under alle omstændigheder den helt rigtige, mener Liberal Alliances leder i dag.
- Vi har kun været regering i fem måneder. Og der er to år til næste valg.
- Når vi kommer til næste valg, så har vi haft de afgørende mandater i fire år. Og så skal vi måles på, om Danmark er blevet mere eller mindre liberalt. Mit bud er, at Danmark er blevet mere liberalt, siger Anders Samuelsen.
LA-lederen mener dog, at det endnu er for tidligt at måle, om Liberal Alliances tid som regeringsparti har været en succes.
- Når næste valg bliver udskrevet, så er skatten blevet sat ned, vi har lavere licens, færre afgifter, mere frit valg, mere tillid i den offentlige sektor. Det vil jeg måles på, og det kommer til at lykkes, siger Anders Samuelsen.
Liberal Alliances landsmøde fortsætter lørdagen ud.