Tidligere i dag fik Ahmed Samsam afvist sin sag mod PET og FE af Østre Landsret.
Men på Christiansborg ændrer afgørelsen ikke noget, lyder det fra flere partier i oppositionen. De vil stadig have hele sagen om Ahmed Samsam undersøgt i en ny kommission.
Samsam blev i 2018 idømt otte års fængsel i en spansk retssag for at tilslutte sig Islamisk Stat i Syrien. Selv hævder han, at han arbejdede som agent for de danske efterretningstjenester.
En påstand, som DR's oplysninger understøtter.
Derfor havde han lagt sag an mod PET og FE for at få dem til at anerkende, at han arbejdede for dem. Men Østre Landsret har i sin afgørelse slet ikke taget stilling til, om det er rigtigt eller ej.
Og derfor er der behov for, at Samsams påstande bliver undersøgt, når en kommission på et tidspunkt skal kulegrave FE-sagen, mener både Enhedslisten, Liberal Alliance, SF og Danmarksdemokraterne.
- Det her understreger, at der er behov for et politisk efterspil. Vi har jo stadig ikke fået svar på, om manden har været agent for de danske efterretningstjenester. Det synes jeg skaber usikkerhed omkring FE og PET, siger Enhedslistens Rosa Lund.
Diskuteres i Folketinget i dag
Også Danmarksdemokraternes Peter Skaarup vil have sagen undersøgt.
- Det er vigtigt, at det bliver undersøgt, så der kan være tryghed hos danskerne i forhold til, at der ikke bliver skrabet noget ind under gulvtæppet.
Men Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, vil ikke svare på, om regeringen kommer til specifikt at inddrage Samsam-sagen i den kommende FE-undersøgelse.
- Vi kommer til at undersøge, som vi har sagt, hvorvidt der er varetaget usaglige hensyn i forbindelse med FE-sagen. Og vi kommer ikke til at undersøge alt muligt andet.
Så Samsam-sagen bliver ikke inkluderet?
- Vi kommer til at undersøge, om der er varetaget usaglige hensyn i forbindelse med FE-sagen. Vi kommer ikke til at undersøge alt muligt andet. Og det er også det, der kommer til at blive mit budskab i Folketingssalen senere i dag, siger han.
Folketinget skal diskutere netop det i dag, hvor statsminister Mette Frederiksen og justitsminister Peter Hummelgaard skal svare på spørgsmål om FE-sagen i en hasteforespørgsel i Folketinget.