Den syv-årige pige Im har taget fokus landet over de seneste dage, efter at hun og hendes thailandske mor er blevet udvist fra Danmark.
Nu indkalder justitsminister Morten Bødskov (S) så alle Folketingets partier til forhandlinger om, hvor vidt udlændingeloven kan ændres til fordel for Im.
Men det er vidt forskellige udmeldinger, som politikerne hidtil har været på banen med.
På Christiansborg skændes partierne om, hvem der har ansvaret for de nuværende udlændingeregler - og om hvad justitsministeren rent faktisk kan gøre i sagen.
Her er et udpluk:
- Vi lovgiver ikke med tilbagevirkende kraft, men ændrer reglerne, så det ikke sker fremover. Morten Bødskov (S) 12.november 2013
- Når vi har med så principielle spørgsmål at gøre, så mener jeg, det er rimeligt, at så bakker alle partier op. Morten Bødskov d.13.november 2013 på spørgsmålet om, hvorvidt en særlov kan bringe Im og moderen tilbage til Danmark.
- Ministeren (Bødskov, red.) kan jo bare fremsætte et lovforslag med tilbagevirkende kraft. Socialdemokraten Bjarne Laustsen 12.november 2013.
- Vi behandler ikke enkeltsager, men sagen om Im har givet anledning til at se på, om der er brug for generelle ændringer af loven, og det synes vi faktisk, at der er. Konservativ retsordfører Tom Behnke 12.november 2013.
- Det regelsæt og det hul i loven, denne sag drejer sig om, har mig bekendt været gældende i hvert fald siden Nyrups tid. Venstres Inger Støjberg 12.november 2013.
- Disse udvisninger er en skandale og en skamplet. Det var de under VK og det er de under den nuværende regering. Hvornår får vi en regering, som tør gøre op med den lov og administrationspraksis, som blev vedtaget i 2004?. Venstres europaparlamentsmedlem Jens Rohde 12.november 2013.
- Jeg går ind for en stram udlændingepolitik! Men ikke en hjerteløs udlændingepolitik. Venstres næstformand Kristian Jensen 12.november 2013.
- Vi har ikke lavet en særlov siden Palæstinenserloven, så det her er virkeligt noget særligt. Derfor vil jeg opfordre alle - uanset partifarve - til at lægge pres på deres parti, for at stille sig rigtigt her. SF's retsordfører Karina Lorentzen 12.november 2013.
- Det er positivt og på tide, at der gribes ind i Ims sag. Og hvor er det dog ærgerligt, at Bødskov ikke skred til handling tilbage i december 2012, da jeg stillede ham et skriftligt spørgsmål om sagen. Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen 13.november.
Mere tilknyttet til Thailand end til Danmark
Im og hendes mor forlod Danmark søndag, efter at byretten i Hjørring 11. oktober besluttede at opretholde Udlændingestyrelsens udvisning af Im og hendes mor, efter at Ims stedfar, Johnny Nielsen, døde af kræft i 2012.
Herefter blev det vurderet, at Im og hendes mor har større tilknytning til Thailand end til Danmark.