Så er EU's bankunion endeligt på plads

Med sidste vedtagelse af reglerne for afvikling af syge banker er al lovgivning for EU's bankunion på plads.

Tilfældet blev, at fødevareminister Dan Jørgensen kom til at stemme for sidste del af EU's bankunion.

Det blev fødevareminister Dan Jørgensen, der på Danmarks vegne har givet den sidste, afgørende ja-stemme for, at EU's bankunion nu er endeligt på plads.

Den danske regering har stadig ikke taget stilling til, om Danmark skal være med, men på et møde blandt de 28 EU-landes landbrugs- og fiskeriministre har ministrene på deres regeringers vegne og helt uden debat formelt godkendt bankpakken.

Reglerne blev forhandlet på plads med Europaparlamentet i april i år efter et langstrakt forløb. Undervejs boksede landene dels med hinanden om blandt andet størrelsen på og indfasningstiden for en ny fælles fond til at betale for bankafvikling, dels med parlamentet for at begrænse parlamentarikernes indflydelse på bankunionens drift.

Euroen skal skærmes

Afviklingsmekanismen skal sammen med de allerede vedtagne regler for et nyt, fælles banktilsyn for de 6.000 banker i eurozonen søge at undgå nye, alvorlige kriser i den europæiske banksektor.

Samtidig er det målet at skærme selve euroen og statskasser mod at blive ramt, hvis der alligevel er banker, der bukker under for fremtidige kriser.

Danmark afventer sundhedstjek

Alle 18 eurolande og senere tilkomne eurolande skal være med i bankunionen, mens øvrige EU-lande som Danmark selv kan vælge, om de vil være med.

Den danske regering har sagt, at den i første omgang vil afvente resultatet af et omfattende sundhedstjek af europæiske banker i efteråret, før den vil forholde sig til eventuel dansk deltagelse.

/ritzau/