Regeringen vil fordoble og skærpe straffen for "utryghedsskabende tiggeri" fra syv dages betinget fængsel til 14 dages ubetinget fængsel.
Det skal dæmme op for den uro og utryghed, som grupper af romaer har skabt i København.
Da Venstre-regeringen sidste år fremsatte et lignende forslag om at skærpe straffen for tiggeri stemte Socialdemokratiet imod.
Men denne gang er partiet klar til at stemme for. Det oplyser partiformand Mette Frederiksen under Folketingets afslutningsdebat.
- Jeg har været imod, at en dansk hjemløs, der stikker koppen eller hånden frem for at tjene en mønt til at købe en kop kaffe, ville blive kriminaliseret. Hvis vi kan undgå det, så er der selvfølgelig opbakning fra vores side.
Socialdemokratiets modstand mod den daværende V-regerings forslag kom blandt andet fra Mette Frederiksen selv, fortæller hun under debatten.
- Jeg vil gerne være helt ærlig: Vi har i Danmark i en årrække haft gammeldags vagabonder og hjemløse, hvor vi har fået det til at kunne fungere, siger hun.
Lovforslaget bliver fremsat til førstebehandling fredag. Også Dansk Folkeparti bakker op om den skærpede straf.
/ritzau/