S-SF: Børnechecken som skattefradrag vil ramme skævt

Unge på SU mister børnechecken, hvis den gøres til skattefradrag, og derfor afviser S at ændre børnechecken til et skattefradrag.

De borgerlige partier krav om at gøre børnechecken til skattefradrag vil ramme socialt skævt.

Det siger Socialdemokraternes næstformand i folketingsgruppen, Ane Halsbo-Jørgensen, til de borgerliges krav, efter at nye tal har vist, at antallet af udlændinge, der fik dansk børnecheck, blev fordoblet fra 2006 til 2010.

- Jeg deler bekymringen for, at vore velfærdsydelser kan komme under pres, men de borgerliges model er et fejlskud, siger Ane Halsbo-Jørgensen.

- Hvis man omlægger børnechecken til et fradrag, kan man ramme alle forældre på SU, som ikke tjener nok til at få fradraget. Det er typisk, at de borgerlige skyder en hurtig salve af i stedet for at finde en gennemført model.

I 2010 bestemte VK-regeringen og Dansk Folkeparti, at EU-borgere først får fuld børnecheck efter to års ophold i Danmark.

Efter en kritisk henvendelse fra EU-Kommissionen om, at det strider mod EU-reglerne, vil regeringen og Enhedslisten til efteråret afskaffe optjeningsprincippet igen.

De Konservatives skatteordfører, Brian Mikkelsen, vil ændre børnepengene fra en check til et fradrag. Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen, peger også på skattefradraget som en mulig løsning.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, mener, at Danmark har den tilbagefaldsmulighed, at vi kan lave børnechecken om til et skattefradrag, siger han.

SFs politiske ordfører, Jonas Dahl, er bekymret over, at en enlig forsørger med to-tre børn ikke får fuldt skattefradrag med de borgerliges forslag.

- Vi skal rejse sagen i EU, så andre lande med samme problem som Danmark kan diskutere sagen. Det er helt afgørende, at vi kan bevare den danske velfærdsmodel i EU, hvor man betaler skat i Danmark, men kan nyde velfærdsgoder, siger Jonas Dahl.

- Man skal ikke bare kunne rejse ind fra et EU-land for at hente børnepenge eller SU.

/ritzau/