S-profil langer ud før vigtig afstemning: Obstruktion og populisme

Torsdag skal der stemmes om regeringens udskældte koranlov, og oppositionen har krævet alle folketingspolitikere i salen - undtagen Dan Jørgensen.

Steffen Larsen fra Liberal Alliance mener, at koranloven er så principiel og vigtig, at alle politikere bør tvinges i Folketingssalen for at stemme om den. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Det er et udtryk for obstruktion, populisme og politisk drilleri, når oppositionen vil tvinge alle folketingsmedlemmer til at være til stede og stemme i salen, når der torsdag skal stemmes om regeringens meget omdiskuterede koranlov, der skal gøre det forbudt at brænde koraner af.

Sådan lyder kritikken fra Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, i DR's politiske podcast Slotsholmen, hvor han krydser klinger med Liberal Alliances retsordfører, Steffen Larsen.

Normalt behøver alle folketingsmedlemmer ikke at troppe op ved afstemninger, men når der skal stemmes om regeringens koranlov, har oppositionen ophævet de såkaldte clearinger, der betyder, at nogle politikere kan blive væk.

Det skyldes, at lovforslaget ifølge Liberal Alliance både er principielt og vigtigt.

- Jeg synes, det er vigtigt, at vi får alle medlemmer af Folketinget til at komme og vise, hvad de mener, når det er så grundlæggende ting i vores folkestyre, vi vil lave om, siger Steffen Larsen.

Regeringens forslag til en koranlov har skabt massiv debat, siden den blev fremlagt. Flere partier har tordnet imod lovforslaget, som er blevet beskyldt for at begrænse ytringsfriheden og den kunstneriske frihed.

Steffen Larsen frygter, at der er nogle politikere, der vil misbruge clearings-systemet.

- Jeg vil ikke have, at der er nogle, der bagefter står og siger: "Ej, det der var jeg godt nok imod, og jeg stemte heller ikke i salen den dag", siger Steffen Larsen.

Partiloyalitet versus holdninger

Moderaternes Karin Liltorp ville i første omgang ikke stemme for forslaget, fordi hun frygter for konsekvenserne for ytringsfriheden.

Men nu ender hun alligevel med at følge partidisciplinen og stemme for, ligesom resten af folketingsmedlemmerne i Moderaterne, fordi "sådan er reglerne i politik", siger hun til Politiken.

Karin Liltorp fra Moderaterne ville helst stemme blankt til koranloven, men ender med at stemme for, har hun sagt til Politiken. (Foto: © Emil Nicolai Helms, Ritzau Scanpix)

Og det er netop vigtigt, at alle bliver tvunget til at bekende kulør, så det kommer frem, hvis for eksempel nogle af medlemmerne af regeringspartierne faktisk er imod loven, mener Steffen Larsen.

- Det synes jeg da, at de skal have lov til at vise ved enten at stemme imod loven eller ved at gå ned og stemme for den og så sige, at "min partiloyalitet er mere værd end mine holdninger", siger Steffen Larsen.

Foruden regeringspartierne stemmer også De Radikale for loven, der derfor står til at blive vedtaget med et komfortabelt flertal. Og det får Christian Rabjerg Madsen til at kalde en ophævelse af clearingerne for politisk drilleri.

- Det er ren obstruktion og drilleri, fordi det gør ikke nogen forskel for nogen overhovedet. Det er alene drilleri, der ikke rykker så meget som et komma, siger Christian Rabjerg Madsen, der mener, at det har negative konsekvenser for Danmark.

- Det betyder eksempelvis, at vi har et udvalg på Christiansborg, der skulle have været til et Nato-møde, men som ikke kan komme af sted. Det betyder, at vi har ministre, der ikke kan passe rådsmøder og internationale møder. Jeg synes, man skylder befolkningen som minimum at forklare, at man er villig til at ofre danske politikeres tilstedeværelse ved vigtige møder, fordi man prioriterer symbolsk drilleri, siger han.

Det er tredje gang i år, at oppositionen har krævet alle politikere i salen i forbindelse med en afstemning.

Clearingerne blev også ophævet, da der i foråret skulle stemmes om at afskaffe store bededag, og oppositionen har også ophævet clearingerne i forbindelse med afstemningen om undersøgelsen af FE-sagen - en afstemning, der også ligger i salen torsdag.

Frygter glidebane

Christian Rabjerg Madsen frygter, det vil gribe endnu mere om sig, og han afviser, at clearings-systemet betyder, at politikerne kan slippe for at bekende kulør i svære sager.

- Du bekender også kulør til en afstemning, selvom du er clearet. Når man er clearet i forbindelse med en afstemning, så er det ikke et spørgsmål om, at man ikke har et ansvar som politiker. Man er præcis lige så ansvarlig for beslutningen, som hvis man stemmer.

Men så har du jo ikke stemt imod loven?

- Næh, men clearings-systemet er ikke en måde, hvor du kan påberåbe dig en mindre grad af ansvar, og det ved hele Folketinget. Clearings-systemet er en gentleman-aftale, en praktisk foranstaltning, der gør, at ministre kan klare vigtige møder i udlandet, på trods af at vi stemmer i Folketinget.

Politisk ordfører for Socialdemokratiet, Christian Rabjerg Madsen, anklager oppositionen for populisme og politisk drilleri. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Steffen Larsen, anerkender du ikke, at selvom du er clearet og dermed ikke skal i salen og trykke på knappen, så har du tilkendegivet din holdning?

- Nej, fordi det har du ikke gjort offentligt. Du har ikke gjort det i Folketingssalen, det er ikke registreret til evig tid, siger han.

Men det er jo indregnet i det samlede stemmesystem…

- Det er jo ikke sikkert. Der er folk, der bruger clearings-systemet til at komme ud af ting, som de ikke har lyst til at stemme for. Der er også folk, der har sagt: "Uh nej, nu skal vi stemme om for eksempel en motorvej et sted. Jeg kommer fra det sted, og de folk, der bor der, er ikke glade for den. Så hvis jeg går ind og stemmer for den, synes mine lokale medborgere sikkert, at jeg er rigtig træls og dum, og så stemmer de ikke på mig ved næste valg", og så bruger de clearingssystemet til, at de kan gå ud lokalt og sige: "Se, jeg stemte ikke for det der, for jeg er slet ikke til stede", siger Steffen Larsen.

Men det er ifølge Christian Rabjerg Madsen ikke et reelt problem.

- Det, som Steffen siger her, er en ny tilgang til clearings-systemet, som i sin ultimative konsekvens må betyde, at Steffen Larsen ikke er for, at vi har det her system. For clearings-systemet er ikke, skal ikke og kan ikke være en mulighed for at fralægge sig ansvaret, siger han.

Steffen Larsen holder dog fast i, at sagen er så principiel, at alle må i salen.

- Vi er simpelthen nødt til at holde nogle principper i hævd for vores demokrati, og så må vi engang imellem benytte os af det, som Grundloven giver os ret til, nemlig at bede alle mand om at dukke op i salen, siger han.

SF, der også har krævet clearingerne ophævet, fordi de mener, det er en principiel sag, har onsdag over for Politiken dog tilkendegivet, at de clearer minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen (S), der i disse dage er i Dubai til det internationale klimatopmøde COP28.

- Vi laver én clearing i morgen. Og den er på Dan Jørgensen, så han kan fortsætte sit vigtige arbejde til klimatopmødet, siger SF's Signe Munk til Politiken.

Du kan lytte til hele debatten mellem Christian Rabjerg Madsen og Steffen Larsen, hvis du klikker på linket herunder.