S-profil: Klovnene står i kø for at komme til Bornholm

Græske højrenationalister har intet at gøre på Bornholm, lyder det fra begge sider af Folketinget.

Cirka 90.000 deltog i sidste års Folkemøde i Allinge på Bornholm. (Foto: © Jens Nørgaard Larsen, Scanpix)

Det er dårligt nyt, at det højrenationalistiske Danskernes Parti har fået godkendt en debat med deltagelse af sydeuropæiske fascister under Folkemødet på Bornholm.

Det mener man både i Socialdemokraterne og Venstre, efter at Folkemødets festivalledelse netop har sagt god for samtlige knap 2.600 tilmeldte arrangementer - inklusive debatten med blandt andre Gyldent Daggry fra Grækenland.

- Klovnene står snart i kø for at komme til Bornholm, siger Socialdemokraternes Mette Gjerskov.

Hun opfatter udelukkende arrangementet som et stunt fra Danskernes Parti og formand Daniel Carlsen i et forsøg på at få opmærksomhed.

Tager folkemødet som gidsel

- Det er en ytringsfrihedsfundamentalisme, vi ser i disse dage, og jeg synes det er horribelt. Jeg kan ikke se, hvad de har at bidrage med. Det handler bare om at sige tingene grimt nok, siger Mette Gjerskov

- Det er præcis som med Trykkefrihedsselskabet og Geert Wilders. Det gælder åbenbart om at finde så ekstreme deltagere som muligt, siger hun.

Det er folketingsmedlem Jakob Engel-Schmidt fra Venstre enig i.

- Man tager folkemødet som gidsel og forsøger at knække ånden på folkemødet ved at invitere gennemført kriminelle og usympatiske elementer, siger Jakob Engel-Schmidt.

Dansk Folkeparti er ligeglad

Hverken han eller Mette Gjerskov mener, at det var en forkert beslutning af festivalledelsen på Bornholm at godkende debatten, som Danskernes Parti har arrangeret.

Men når et højrenationalistisk parti fra Danmark er nødsaget til at invitere ligesindede helt fra Grækenland, udstiller det ifølge Jakob Engel-Schmidt, hvor skidt det står til på den yderste højrefløj herhjemme.

- Ingen havde skænket Daniel Carlsen en tanke, hvis han ikke havde gjort det her. Det er både usympatisk og udansk at invitere en flok græske fascister, siger Jakob Engel-Schmidt.

Hos Dansk Folkeparti har næstformand Søren Espersen ingen holdning til, at Danskernes Parti får lov at gennemføre sin debat om nationalisme.

- Jeg er ligeglad med, hvem der kommer, hvis bare de opfører sig ordentligt og ikke har våben med, siger Søren Espersen.

Folkemødet på Bornholm afholdes 11.-14. juni.