- Det vi lægger frem i dag, bliver skrevet ind i et kommende regeringsgrundlag. Det er en ny regerings skattepolitik - hverken mere eller mindre.
Det socialdemokratiske formand Helle Thorning-Schmidt var usædvanlig klar i mælet, da hun i august sidste år lancerede skatteplanen Fair Forandring. Det var den skattepolitik, der ville blive gennemført efter et valg, og den stod ikke til at ændre.
Ændret tre gange
Men Socialdemokraterne og SF har i de efterfølgende måneder blødt op på flere punkter. Fair Forandring indeholdt forslag om kørselsafgifter for biler, men kort efter præsentationen uddybede de to partier, at bilisterne ville få en frist på fem år, før afgiften blev indført.
I februar forlød det så, at Socialdemokraterne ville se på den upopulære multimedieskat efter et valg. Og i sidste uge foreslog Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal at udsætte en lettelse af topskatten.
S: Ikke højere skatter
Næstformand og skatteordfører for Socialdemokraterne Nick Hækkerup afviser, at de to partier er ved at bløde op på skatteudspillet. I forhold til kørselsafgifter og multimedieskat kalder han det for uddybninger og administrative håndteringer.
- Der er mange elementer i Fair Forandring, hvor man kan bede om den præcise redegørelse. Når det handler om skat, kan der være behov for overgangsordninger, siger han.
- Det vigtige for mig er signalet til almindelige hårdtarbejdende mennesker om, at når der kommer en socialdemokratisk regering, vil vi ikke beskatte boliger hårdere og den almindelige lønindkomst højere.
Glad Vestager
Da Thorning-Schmidt og Søvndal slog fast, at oppositionens skattepolitik nu var endelig fastlagt, var det samtidig en afvisning af De Radikale, der gerne vil have indflydelse på skattepolitikken. Derfor glæder partileder Margrethe Vestager sig nu over, at planen alligevel ikke tegner helt så hård.
- Jeg har hele tiden sagt, at selvfølgelig bliver der en forhandling om, hvordan skattepolitikken skal være. Det giver sig selv. Ingen ved, hvordan den økonomiske situation bliver, siger Margrethe Vestager.