S og DF støtter ikke ghettoplan betalt af lejere

I dag mødes partierne om regeringens ghettoplan, hvor der skal findes 12 milliarder kroner.

Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen siger, at partiet ikke kan støtte dele af finansieringen af regeringens ghettoplan. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti afviser at støtte regeringens ghettoplan, hvis penge fra Landsbyggefonden skal dække andet en boligrenovering.

Det siger formand for Socialdemokratiet Mette Frederiksen til TV2 Nyhederne.

- Jeg synes som socialdemokrat ikke, at det er rimeligt, at de, der bor i den almene boligsektor, skal betale hele regningen.

- Det er vi enige med Dansk Folkeparti i. Vi siger nu til regeringen, at vi må finde en ny finansiering, og det er så det, forhandlingerne går ud fra herfra, lyder det fra Mette Frederiksen.

SF er af samme opfattelse, oplyser gruppeformand Jacob Mark, og dermed er der et flertal for at blokere den del af finansieringen.

Planen skal afvikle ghettoerne inden 2030. Det vil koste 21 milliarder kroner, og de 12 milliarder skal hentes i Landsbyggefonden, som lejere har betalt via deres husleje. Pengene bruges typisk til renovering af almene boliger.

På et møde i dag skal parterne forsøge at blive enige om, hvor de 12 milliarder kroner så skal findes.

/ritzau/