Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen er bekymret for finansieringen af den ghettoplan, som regeringen har lagt frem.
- Det er landets lejere, der skal betale hele regningen, siger Mette Frederiksen.
Regeringen vil bruge 12 af de 21 milliarder kroner i Landsbyggefonden, som finansieres af lejerne i landets almene boliger, til nedrivning og omdannelse af udsatte boligområder frem til 2026.
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, siger om samme emne, at "vi er ikke sikre på, at regeringens forslag er, som det skal være".
Han tilføjer, at det er værd "at gå i dybden med, om det er rigtigt set" fra regeringens side.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afviser kritikken.
- Vi lægger op til, at der investeres 12 milliarder kroner i disse områder. Det efterlader mange penge til renovering i den øvrige del af den almene sektor, siger Løkke.
Danmarks Almene Boliger (BL), der er interesseorganisation for over 500 almene boligselskaber, har ligeledes kritiseret finansieringen.
BL har selv regnet på udspillet. Ifølge BL er konsekvenserne følgende: Alle renoveringer uden for de udsatte boligområder kan stoppe fra 2020.
/ritzau/