Hvis der bliver anlagt en motorvej tæt på din bolig, kan du få økonomisk kompensation fra staten på grund af støjen fra bilerne.
På samme vis skal naboer til Udrejsecenter Kærshovedgård, der ligger i Kærshoved mellem Herning og Silkeborg, kunne få kompensation for den utryghed, de oplever, ved at have fået afviste asylansøgere, udvisningsdømte kriminelle og udlændinge på tålt ophold som naboer.
Sådan lyder et af i alt syv forslag fra Socialdemokratiet, der vil "skabe kontrol" med situationen omkring det udskældte midtjyske udrejsecenter.
- Hvis vi opfører vindmøller, en flyvestation eller anlægger motorvej, så sørger vi for, at de mennesker, der bor tæt på, bliver kompenseret. Vi synes, det er rimeligt, at man gør det samme, når man har placeret et udrejsecenter, hvor der opholder sig en masse kriminelle udlændinge, siger udlændingeordfører Mattias Tesfaye (S).
Der bor omkring 200 personer på Kærshovedgård, som blev omdannet fra statsfængsel til udrejsecenter i 2016. Seks kilometer derfra ligger den lille stationsby Bording, hvor flere borgere og butikker har oplevet tyverier, trusler, vold og hærværk.
- Vi hører, at der er overfald i den lokale Fakta, øget kriminalitet og utryghed over at lade børn og unge gå ude om aftenen. Jeg synes ikke, det er rimeligt, at vi sidder herinde på Christiansborg og træffer en beslutning, der går så voldsomt ud over et lokalsamfund, og så bare vender ryggen til og lader som ingenting, siger Mattias Tesfaye.
Dansk Folkeparti drøfter gerne Socialdemokratiets forslag, men udlændingeordfører Martin Henriksen (DF) har ikke den store tiltro til, at det vil rykke noget.
- Vi må være ærlige og sige, at det er jo ikke det her, der kommer til at sikre områdets beboere mod den utryghed, som de afviste asylansøgere og de dømte kriminelle står for.
- Hvis man virkelig vil gøre noget, der rent faktisk har en effekt, så bliver man nødt til at se på at få dem isoleret fra resten af samfundet – og meget gerne frihedsberøve dem. Det er det, der for alvor vil løse problemerne, siger Martin Henriksen.
S har ikke fastsat kompensationen
Socialdemokratiet har ikke noget bud på, hvor meget forslaget vil koste statskassen - eller hvad kriterierne konkret skal være for at få økonomisk kompensation.
- Princippet skal være, at hvis staten træffer en beslutning, som betyder, at værdien af ens ejendom falder ret voldsomt, så synes vi, det er helt rimeligt, at staten er med til at bære en del af de udgifter, siger Mattias Tesfaye.
Med en motorvej kan man måle støjniveauet. Utryghed er en lidt mere diffus ting at måle. Hvordan skal det kunne være et gyldigt kriterium for, hvornår staten skal punge ud?
- Alle ved, at hvis der bliver bygget en motorvej tæt på nogle ejendomme, så kan prisen falde. Det har vi efterhånden nogle erfaringer med. Vi har ikke de samme erfaringer med et udrejsecenter. Men det er praktik, det må vi kunne løse. Det afgørende er, om der er politisk vilje til at kompensere lokalsamfundet, siger Mattias Tesfaye.
Hvor mange penge afsætter I til det?
- Det er ikke sådan, at vi nu siger, at det er det her antal millioner. Det er et forholdsvist lille lokalsamfund. Det vil jo heller ikke være alle, der lider det tab, som dem der bor meget tæt på udrejsecenteret.
- Det må være op til et flertal i Folketinget, hvad kriterierne skal være for, hvornår man har adgang til kompensationen – og hvor høj den skal være, siger Tesfaye.
Har du ikke et bud på, hvad kriterierne kunne være?
- Det skal jo være sådan, at der kan argumenteres sagligt for, at der faktisk er lidt et tab. Men jeg tror, du vil kunne ringe til en hvilken som helst ejendomsmægler og få at vide, at det er blevet markant sværere at sælge et hus i byen – og at man i hvert fald ikke kan forvente den samme pris.
S: Folketingsudvalg skal på udflugt til Bording
Socialdemokratiet foreslår samtidig, at borgere og butikker nær Kærshovedgård skal kunne søge om støtte til etablering af sikkerhedsforanstaltninger som overvågning, hegn og vagtværn.
Partiet vil også opdele de tre beboergrupper på udrejsecentret: Afviste asylansøgere, udvisningsdømte kriminelle og udlændinge på tålt ophold.
- Vi foreslår, at man deler beboerne op, så de afviste asylansøgere, som jo egentlig ikke har gjort noget kriminelt, fortsat bor på Kærshovedgård – men dem, der er dømt for grov kriminalitet, flyttes et andet sted hen.
- Det skal være et afsidesliggende sted, der ligger længst muligt væk fra resten af det danske samfund. For det er ikke sjovt at skulle bo tæt på folk, der er dømt for hård kriminalitet, og som ikke har nogen fremtid i Danmark, siger Mattias Tesfaye.
Han opfordrer nu til, at politikerne i Folketingets Udlændingeudvalg tager sammen til Bording:
- Vi opfordrer til, at udvalget rykker teltpælene op og flytter en dag til Bording, holder et møde og snakker med lokalsamfundet.