Det er bekymrende, at regeringen endnu ikke ved, hvor meget det helt præcist kommer til at koste at flytte 3.900 statslige arbejdspladser fra København til provinsbyer som Tønder, Rønne og Ringsted.
Det mener Socialdemokraternes finansordfører, Benny Engelbrecht, der nu vil have finansminister Claus Hjorth Frederiksen til at redegøre for, hvordan regeringen vil finansiere udflytningerne.
- Det virker meget rodet. Jeg forstår godt, at der er medarbejdere, som er frustrerede over, at de ikke kan få klare svar om udflytningen, siger Benny Engelbrecht.
- Det virker som om, regeringen har sat sig ind i et fly, som først skal bygges færdigt, når det er kommet i luften. Det er ikke særligt betryggende, og derfor vil jeg bede om en redegørelse fra finansministeren, siger Benny Engelbrecht.
Meldingen kommer, efter beregninger fra Moderniseringsstyrelsen har vist, at det vil koste omkring to milliarder kroner at rykke de små 4.000 arbejdspladser væk fra hovedstaden.
Regeringen har dog kun afsæt 400 millioner kroner til projektet på næste års finanslov.
Men erhvervsminister Troels Lund Poulsen (V) vil dog ikke afvise, at der vil blive afsat flere penge på finansloven for 2017.
Skulle det ske, er Socialdemokraterne klar til at give en hånd med – hvis partiet bliver inviteret med til forhandlingsbordet, understreger S-ordføreren.
- Det er vigtigt, at vi får styr på pengene, siger han.