Rosa Lund oplevede sexchikane som nyvalgt: 'Jeg var rigtig bange for at blive beskyldt for at lyve'

Kvinder på Christiansborg har fortalt om sexchikane på jobbet. Få overblikket over deres historier her.

I 2011 bliver den dengang 23-årige Rosa Lund valgt til Folketinget for Enhedslisten. Som ny børne- og undervisningsordfører skal hun ofte til møder i børne- og undervisningministeriet.

Men i ministeriet har Rosa Lund flere gange grænsoverskridende oplevelser med 'en håndfuld' højtstående embedsmænd i tiden fra 2011 til 2015.

- Det var fysiske tilnærmelser i form af hånd på låret og hånd på ballerne.

- Grove tilnærmelser fra embedsmændene, der sad på den anden side af forhandlingsbordet. Det var højtstående embedsmænd, der var væsentligt ældre end mig i en anden magtposition, fortæller hun.

- Jeg blev kaldt 'lille pige' og 'søde'. Ting, der er upassende at sige for en embedsmand til en politiker, vil jeg mene.

Tilnærmelserne fandt sted efter arbejdsmøder. Men også i forbindelse med årlige sommermøder med undervisningsministeriet, der afholdes på Sorø Akademi, skete der ting, som Rosa Lund fandt grænseoverskridende, når det faglige indhold var forbi og festerne gik i gang.

- Fester er som fester er med snak og alkohol. Men jeg har oplevet grænseoverskridende adfærd over for mig som ung kvinde fra embedsmænd, der var langt ældre end mig i en anden magtposition.

- Det var invitationer til at komme op og sove på nogens værelse. Måske ikke for at sove der, men for at komme op og have sex, siger hun.

Magt spiller en rolle

Rosa Lund mener, sexchikane findes i rigtig mange brancher, men at der er en tendens til, at det særligt florerer i miljøer, hvor der er store magtforskelle.

- Når man sidder i det lokale, hvor man er ny og yngre, så er det ikke sikkert, man lige ved, hvad kotumerne er. Og man skal forhandle og har meget på spil, for man repræsenterer sine vælgere og sit parti.

- Når man er i situationen, så kan man ikke sige fra. Man aner ikke, hvordan man skal skal gøre det.

Rosa Lund har ikke tidligere fortalt om sine oplevelser med sexisme og sexchikane. Heller ikke embedsmændenes chef i børne- og undervisningsminsteriet.

- Jeg var bange for, hvilken position det ville stille mig i. Om jeg var én, der var svag. Og jeg var rigtig bange for at blive beskyldt for at lyve. Derfor sagde jeg det ikke, siger hun.

Rosa Lund mener, at sexchikane er et strukturelt problem og sker rigtig mange steder. Men ansvaret skal flyttes over på den, der krænker.

- Jeg har haft skyld over det. Jeg har slået mig selv over ikke at sige fra i situationer. Jeg er rigtig træt af, at vi lægger så meget skyld over på de kvinder, der står frem. Både i mediebranchen, her og i andre brancher. Det er en af grundene til, at jeg ikke har gjort noget ved det.

- Jeg har tænkt sådan lidt 'åh, hvorfor sagde jeg ikke fra?' Men det er jo ikke mit ansvar at sige fra, det er de her mænds ansvar ikke at have en krænkende adfærd, siger hun.

Er der en bagatelgrænse for, hvad der er krænkende? Nogen vil nok føle sig krænket af 'mindre' end andre.

- Jeg synes, det er svært at sætte en bagtelgrænse på det her. Nogle eksempler er jo meget grelle, hvor vi alle kan blive enige. Men vi kan ikke sætte en bagatelgrænse, fordi hvis man har været ude for noget, man selv synes er krænkende, så er det jo forskelligt fra person til person, siger hun.

Sæt undersøgelser i gang om trivslen

Rosa Lund er langt fra den eneste politiker, der er stået frem og har fortalt om sexistiske oplevelser. Hun opfordrer derfor Folketingets Præsidium til at lave en undersøgelse af, hvordan det er at være ansat - også som praktikant eller student. Og det samme skal ske i partierne og i ministerierne, mener hun.

Børne- og undervisningsministeriets chef for HR og Organisationsudvikling, Eline Ribergaard Blak, har ikke kendskab til oplevelserne, Rosa Lund fortæller om. Men opførslen kalder hun 'uacceptabel'.

- Ansatte i Børne- og Undervisningsministeriet skal opføre sig professionelt og ordentligt uanset om det er på arbejdspladsen eller over for samarbejdspartnere. Vi har nul-tolerance over for krænkende adfærd og har i dag en politik, som skal sikre, at vi griber ind, hvis nogen oplever seksuelle krænkelser eller chikane,” skriver hun til DR Nyheder.

Flere kvindelige politikere er stået frem

Debatten om, hvorvidt der er en sexistisk kultur og sexchikane på Christiansborg, udspringer af X-factorvært og tidligere DR-vært Sofie Linde, der under et awardshow på TV2 ZULU fortalte om en episode til en julefrokost i DR, hvor hun blev bedt om at udføre oralsex på en "stor tv-kanon".Noget hun blankt afviste.

Siden da har flere kvindelige politiker, der de seneste uger er stået frem og har fortalt om sexisme og sexchikane.

Du kan få overblikket over dem herunder:

1

Samira Nawa

En 'rådden kultur' på Christiansborg. Sådan beskrev ligestillingsordfører i De Radikale Samira Nawa sin arbejdsplads med henvisning til, at mange kvinder på Christiansborg har haft oplevelser med sexchikane.

Den Radikale ligestillingsordfører mener, der er behov for et opgør med både den sexistiske kultur og sexchikanen. Det kan du høre hende fortælle om i Slotsholmen på P1 her.

2

Sofie Carsten Nielsen

De Radikales Sofie Carsten Nielsen har bakket partikollegaen Samira Nawa op i, at der er en 'rådden kultur', når det gælder sexisme på Christiansborg.

Har du selv oplevet lumre bemærkninger eller tilsvarende?

- Masser, masser, masser igennem hele mit liv. Også fortsat ja, sagde hun. Også herinde på Christiansborg?

- Ja, og det har du også Anja (DR's politiske journalist, red.). Det er jeg sikker på, sagde hun.

3

Brigitte Jerkel og Özlem Cekic

Klap bagi på gangen og sexistiske bemærkninger. Ting, der florerer på Christiansborg, lød det fra det Konservative folketingsmedlem Brigitte Jerkel og tidligere folketingsmedlem for SF Özlem Cekic.

Flere gange er Brigitte Jerkel blevet antastet af den samme politiker på Christiansborg med klap bagi.

- Jeg blev meget paf, overrasket, forvirret over handlingen og faktisk også lidt ked af det indeni. Tankerne kørte hurtigt rundt i mit hoved: 'Hvorfor gjorde han det?', fortalte hun.

Özlem Cekic har blandt andet haft krænkende oplevelser med en tidligere minister.

- På et tidspunkt var der en minister, som først kommenterede min kjole og sagde, at farven var flot. Så begyndte han at rage mig på skuldrene og ned på mine arme og min ryg. Jeg bad ham om at stoppe, og så sagde han: 'Nå ja, jeg glemte, du var muslim', fortalte Özlem Cekic.

- Man er som kvinde enormt tilbøjelig til at dukke nakken, for man vil ikke stemples som den, der er lidt snerpet, er lidt for følsom, én, man ikke kan drille, eller én, der er lidt hysterisk. Man er så bange for at få sat det mærkat på sig, at man måske selv overskrider sine egne grænser og ikke altid får sagt fra, sagde hun.

4

Lotte Rod

Den Radikale børneordfører Lotte Rod stod frem og fortalte, at hun i sit eget parti - både i Radikal Ungdom og i Det Radikale Venstre har oplevet sexchikane.

Alle gangene var der tale om ældre mænd, der overskred politikerens grænser.

- Mønstret er, at det er mænd, der er ældre og har magt. Og det går ud over unge kvinder. De havde magt og troede, at de godt kunne tillade sig at tage på mig, og at det var mig, der skulle sige fra, lød det.

Landsformand for Det Radikale Venstre fortalte, at de tager sagen meget alvorligt og vil igangsætte en anonym undersøgelse i partiet for at afdække, om der er et problem.

5

Mette Reismann

Det tidligere medlem af Folketinget for Socialdemokraterne, Mette Reissmann, har flere gange haft oplevelser med sexisme på Christiansborg. Det skrev hun på Facebook ifølge Berlingske.

- Jeg har selv oplevet helt langt ude sexistiske kommentarer fra mine mandlige kollegaer fra andre partier end mit eget. Alder er ikke en hindring, kan jeg sige. Hverken deres eller min alder. De, der kender mig, ved, at jeg ikke er sart, men det her skal stoppe nu, skrev hun.

Mette Reissmann skriver om en episode i Christiansborgs rullende paternosterelevator, hun fandt krænkende.

- På vej op i paternosteren med to mænd: Mand 1: »Skal vi ikke holde Mette og køre op på 3. sal og voldtage hende på skift?« Mig: »?!!!!?!!!« Mand 2: »Jeg tror, at jeg står af her«, skrev hun.

6

Pernille Skipper

Politisk ordfører i Enhedslisten Pernille Skipper har haft oplevelser med sexisme på Christiansborg, siger hun til Politiken. Hun har dog ikke konkretiseret, hvad hun har oplevet.

Hun mener nemlig, det er vigtigt at sætte fokus på, at det også foregår i mange andre brancher end i politik.

Derfor fortæller hun om oplevelser i de jobs, hun har haft, inden hun blev valgt til Folketinget. Eksempelvis som bartender og medarbejder i en dagligvarebutik.

- Jeg har en oplevelse med chefen, der står og tæller kassen op om natten, efter vi har lukket baren ned. Så står han med en stor stak pengesedler, som har har talt sammen, og så hiver han ud i min buksekant og stopper pengene ned og siger 'dans for mig skat'.

- Vi skal huske, at der er kvinder, som har en ringere adgang til en mikrofon, og som lever i en verden, hvor sexisme er så almindeligt, at man nogle gange ikke engang selv kan genkende, selv om man står midt i det, siger hun.

7

Pernille Frahm

Det tidligere SF-folketingsmedlem Pernille Frahm fortalte på Facebook om sine oplevelser med en tidligere minister efter en flyvetur, da hun var helt nyvalgt politiker.

- Han tilbød, at jeg kunne få et lift i ministerbilen ind til Christiansborg. Jeg sagde glad ja tak og hoppede ind på bagsædet ved siden af ministeren. Naivt troede jeg, vi nu skulle snakke om den aktuelle politiske situation. Men det skulle vi ikke.

- Hele vejen til Christiansborg sad jeg og hev ned i nederdelen, mens han ragede mig på lårene og hans chauffør fulgte med i bakspejlet. Da vi var fremme, løb jeg ud af døren og op ad trappen. Jeg følte mig dum og ydmyget, skrev hun.

Det er ikke alle kvindelige folketingsmedlemmer, der mener, der eksisterer en sexistisk kultur på Christiansborg. Det gælder Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard og Marlene Harpsøe.

- Efter at have arbejdet 9 år på borgen må jeg indrømme, at jeg ikke mener der er en generel sexistisk kultur på Christiansborg eller i politik. Der kan være klamme og modbydelige enkeltpersoner. Hvis de ikke kan holde nallerne for sig selv, eller de opfordrer til perversiteter eller hvad ved jeg, så er det alene de enkeltpersoner som den er gal med – og så skal man sige fra over for dem!, skriver Marlene Harpsø på Facebook.