Venstremanden Jens Rohde har bragt sig på kollisionskurs med Europa-Parlamentet, hvor han selv er medlem.
Han nægter at oplyse, hvad han har lavet og hvor meget han tjente, før han blev medlem af Europa-parlamentet. (EP).
- Hvad jeg lavede før, skal Europarlamentet ikke pålægge mig at fortælle til EP. Det finder jeg principielt forkert, siger Jens Rohde til DR Nyheder.
-Jeg havde min egen virksomhed, og derfor bestemmer jeg også, hvilken titel, jeg havde.
Jens Rohde har skrevet i sin erklæring at han, før han blev valgt, var universets herre - "Master of the Universe" i spørgsmålet om erhvervsarbejde.
Nye regler
Europa-Parlamentet vedtog i december sidste år et nyt adfærdskodeks for parlamentets medlemmer (se faktaboks her på siden). I det nye adfærdskodeks kræves det blandt andet, at medlemmerne af parlamentet oplyser om deres økonomiske aktiviteter inden de blev valgt til Europa-Parlamentet.
Jens Rohde stemte selv for reglerne, da de blev vedtaget den 1. december sidste år.
I løbet af foråret skulle EU-parlamentarikerne så for første gang udfylde de nye skemaer med oplysninger om deres økonomiske interesser. Det er på den blanket Jens Rohde under aktiviteterne forud for valget til Europa-Parlamentet karakteriserer sin egen beskæftigelse som "Master of the Universe."
Kan få konsekvenser
Reglerne er blandt andet indført for at forebygge, at medlemmer af parlamentet kommer i lommen på lobbygrupper. Reglerne blev strammet efter, at det kom frem, at flere fremtrædende medlemmer af Europa-Parlamentet var villige til at fremsætte ændringsforslag til EU-lovgivning mod betaling.
DRs EU-korrespondent Ole Ryborg siger, at det i sidste ende kan få alvorlige konsekvenser for Jens Rohde, at han ikke oplyser efter reglerne.
- Reglerne trådte i kraft i år. Og hvis et medlem af parlamentet ikke giver korrekte og fyldestgørende oplysninger, så er der lagt op til, at man internt i parlamentet kan blive straffet på flere måder. Dels ved et forbud mod at være formand eller næstformand i de forskellige udvalg. Og Rohde er faktisk næstformand i parlamentets udvalg for industri og energipolitik, forklarer Ryborg.
- Og hvis et medlem af Europa-Parlamentet fuldstændig ignorerer kravet om at udfylde en interesse-erklæring, så kan vedkommende få frataget rettem til at være ordfører på de mange sager parlamentet behandler. Ordførerskaber er faktisk den mest indflydelsesrige post et medlem af Europa-parlamentet overhovedet kan få. Så i yderste konsekvens så risikerer Jens Rohde altså at blive den mindst indflydelsesrige af de 13 danske medlemmer af EU-Parlamentet - fordi han vil protestere mod nogle regler, han selv var med til at vedtage i december.
Må forklare titlen "Master of the Universe"
De nye regler trådte i kraft ved årsskiftet og indtil videre, så er et medlem af Europa-Parlamentet ved at blive undersøgt for at have afgivet mangelfulde oplysninger. Det er den tidligere belgiske premierminister, Jean-Luc Dehaene som ikke har givet tilstrækkelige oplysninger om sine forbindelser til en stor bryggerivirksomhed.
En undersøgelse vil altid begynde med, at EU-parlamentarikeren vil få mulighed for at justere og udbygge oplysningerne på interesse-erklæringen. Så ved en undersøgelse vil Jens Rohde få mulighed for at forklare og underbygge titlen - Master of the Universe.