Rørt Vestager takkede af

Lykønskningerne stod i kø, da Margrethe Vestager på de Radikales pressemøde afleverede posten som politisk leder til Morten Østergaard.

Det var en rørt Margrethe Vestager, der kunne aflevere posten som politisk leder til den kommende økonomi- og indenrigsminister, Morten Østergaard.

Det var en stolt og følelsesladet Margrethe Vestager, der bød velkommen til de Radikales pressemøde.

- Jeg skal nok bestræbe mig på, at I ikke får mig til at græde i dag.

Med den ord overlod hun talerstolen til Morten Østergaard, der nu har fået til opgave at føre de Radikale frem mod et kommende folketingsvalg.

Og ifølge Margrethe Vestager har de Radikale været med til at skabe et bedre Danmark.

- Vi har leveret resultat på resultat på resultat. Der er færre fattige i Danmark. Der er flere unge, der får en uddannelse, siger Margrethe Vestager, der netop nu afleverer nøglerne til de radikales formandskab til Morten Østergaard.

Svigter ikke partiet

Hun kan nu se frem til en tilværelse som EU-kommisær i Bruxelles og kunne klart afvise, at hun svigter regeringen og partiet ved at sige ja til posten.

- Jeg svigter ikke de Radikale. Partiet er her jo stadig. Vi har jo ikke ført min politik, men partiets politik, siger Margrethe Vestager, der overtog posten som leder efter Marianne Jelved for små syv år siden.

Hun ville ikke sige noget om, hvilken post hun håber på at få i en kommende kommision, men siger, at det forhåbentligt bliver en "god post".

- Jeg glæder mig til at få endnu en hånd på det europæiske ror, siger Margrethe Vestager.

Ny ledelse i Radikale

Morten Østergaard blev tidligere på dagen enstemmigt vedtaget som ny leder for de Radikale på partiets gruppemøde.

Margrethe Vestager er ikke i tvivl om, at han er den rigtige leder af de Radikale.

- Vi har lagt strategier sammen, vi har forhandlet sammen, vi har diskuteret sammen. Vi har også leveret resultater sammen. Og med sådan en erfaring i bagagen er jeg ikke i tvivl om, at han er den rigtige leder af partiet, siger Margrethe Vestager om Morten Østergaard, der siden 2007 har været partiets næstformand.

Det er en tung arv, Morten Østergaard skal løfte. Han skal nemlig efterfølge en af de mest profilerede ministre.

Margrethe Vestager er kendt af stort set alle danskere. Til sammenligning svarer 23 procent af de adspurgte i en Epinion-undersøgelse, at de ikke ved, hvem den nuværende skatteminister er.

Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen blev ved samme lejlighed udnævnt som stedfortrædende politisk leder.

Vestager ny kommisær

Posten som politisk leder i regeringspartiet blev i nat ledig, da det blev officielt, at Margrethe Vestager bliver Danmarks EU-kommisær.

Det er endnu ikke blevet meldt ud, hvilken post den afgørende indenrigs- og økonomiminister får, men statsminister Helle Thorning Schmidt sagde i går, at det bliver en "tung post".

Der har de seneste måneder været stor spænding om, hvorvidt Helle Thorning Schmidt skulle overtage posten som EU-præsident, men den gik til den polske premierminister, Donald Tusk.