Rødt flertal ifølge meningsmåling

Jægerbogen påvirker ikke vælgernes dom over Venstre, men der er - lige som i sidste måned - rødt flertal ifølge en dugfrisk meningsmåling, som DR har fået foretaget.

Dronning Margrethe mødes traditionen tro med politikerne, når Folketinget åbner i dag. Og den seneste tids turbulens i forsvaret har ikke rykket meget ved de politiske styrkeforhold ifølge en meningsmåling. (Arkivfoto). (Foto: © Rune Evensen, Scanpix)

Folketinget åbner i dag efter sommerferien. Og mens Venstre kan glæde sig over, at balladen om jægerbogen og forsvarsminister Søren Gade ikke har skadet partiet i meningsmålingerne, så må både SF og De Radikale begynde et nyt folketingsår med tilbagegang. De Radikale fortsætter dermed nedturen, og ville nu kun få 4,1 procentpoint af stemmerne hvis der var folketingsvalg nu.

Næstformand for den radikale folketingsgruppe, Morten Østergaard, glæder sig dog over, at regeringen ifølge målingen mister sit flertal.

Borgerlige står uændret

I kraft af fremgang for S vil den røde blok nemlig samlet set have et knebent flertal med et mandat mere end den blå blok, hvis vi skulle stemme i dag. Det viser en undersøgelse som Capacent har lavet for DR Nyheder.

SF mister 1,7 procentpoint i forhold til for knap en måned siden og får 18,4 procent af stemmerne.

De Konservative og Venstre og Dansk Folkeparti holder stor set uændret på vælgerne i forhold til sidste måling, hvor det S-ledede alternativ også havde flertal.