Røde ordførere efter 2025-udskydelse: Vi er klar til valg

Rød blok kalder udskydelsen af 2025-planen for "spild af tid" og "en total nedsmeltning".

"Vi har ikke skrevet alle flyers, men vi er helt sikkert klar til valg", siger Pernille Skipper (EL).

Selv om de fortsat er lige uenige i spørgsmålet om topskattelettelser, roste både Liberal Alliance og Dansk Folkeparti i går statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for at udskyde dele af 2025-planen og i stedet fokusere på at få en finanslovsaftale på plads.

Anderledes lyder det fra partierne i den modsatte blok, som kalder udskydelsen af planen forskellige varianter af en "fiasko".

- Det er en total nedsmeltning både for 2025-planen og for statsministerens politiske forhandlingsstrategi. Det er elendigt politisk håndværk. Løkke har med store fanfarer fremlagt en forkromet plan, som han nu er nødt til at smide på gulvet. Situationen er, at man i månedsvis har holdt møder uden fremskridt. De har spildt tiden, siger Nicolai Wammen, politisk ordfører for Socialdemokraterne.

Hos De Radikale kalder finansordfører Martin Lidegaard udskydelsen en "falliterklæring".

- Det er en statsminister, der er ved at kæntre med sit flagskib, siger Martin Lidegaard:

- Det ser ud til, at Løkke kan købe sig nogle uger, men situationen er stadig kaotisk.

Pistolleg i blå blok

Efter nyheden om en udskydelse af 2025-planen sagde Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, at han stadig holder fast i, at en aftale om topskattelettelser på fem procentpoint for alle topskatteydere skal være på plads til nytår, hvis ikke LA skal vælte regeringen.

DF tilføjede i samme ombæring, at partiet stadig holder fast i, at der ikke er behov for topskattelettelser.

Der er altså ingen ændringer i den politiske situation ud over en enighed om at splitte forhandlingerne op for blandt andet at få en finanslov på plads.

Situationen får da også flere af partierne i rød blok til at understrege, at de er klar til et valg.

- Det er dybt tragisk, at Løkke spilder to måneder af en politisk sæson på en pistolleg i blå blok i stedet for at lave nogle planer, de kan komme i mål med, og som Danmark har brug for. Han bør udskrive valg, lyder det fra Pia Olsen Dyhr (SF), der ligesom Socialdemokraterne siger, at partiet er klar, hvis Lars Løkke Rasmussen trykker på knappen.

Vi har ikke skrevet alle flyers

Hos Enhedslisten ser man udskydelsen som en "delsejr for velfærdssamfundet".

- Der har været så meget modstand mod en ulighedsskabende politik og topskattelettelser til dem, der i forvejen har meget. Hvis det pres bliver opretholdt, så er der kun den mulighed, at LA giver sig, eller vi får et folketingsvalg, siger politisk ordfører Pernille Skipper, der også erklærer sig klar:

- Det kan godt være, at praktikken kommer på plads i en anden form, end man kunne ønske sig. Det er ikke sådan, at vi har skrevet alle flyers, men vi er helt sikkert klar, siger hun.