Rød regering vil anerkende Palæstina

Danmark vil anerkende den palæstinensiske stat, hvis Socialdemokraterne, SF og De Radikale vinder det kommende valg. Regeringen og Dansk Folkeparti advarer kraftigt mod det.

Den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, har bebudet, at han vil bede verdens lande om anerkendelse. Den får han nu fra rød blok. (© DR)

Danmark vil anerkende den palæstinensiske stat, hvis Socialdemokraterne, SF og De Radikale vinder det kommende valg.

- Vi har i årevis ment, at palæstinenserne har ret til en stat, og når de nu beder verdens lande om at anerkende den, så vil vi også gøre det, siger Socialdemokraternes udenrigsordfører Jeppe Kofod til Berlingske.

Israel advarer

Den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, har bebudet, at han vil bede verdens lande om anerkendelse, når de mødes i FNs Generalforsamling til september. Israel advarer på det kraftigste mod en anerkendelse, og flere lande, herunder USA og en række EU-lande, forventes at lytte til israelerne.

Både SF og De Radikale mener, at Danmark kan styrke palæstinensernes forhandlingsposition over for Israel ved at anerkende deres stat.

- Selv om vi allerhelst så en forhandlet løsning mellem Israel og palæstinenserne, så er vi nået dertil, hvor vi må anerkende palæstinensernes stat, siger politisk leder for De Radikale Margrethe Vestager til avisen.

DF: En katastrofe

Udenrigsminister Lene Espersen advarer mod konsekvenserne, hvis Danmark går enegang og anerkender den palæstinensiske stat. Hun mener, det er vigtigt at koordinere spørgsmålet med de øvrige lande i EU.

Dansk Folkeparti mener, at Socialdemokraterne, SF og De Radikale hælder benzin på det mellemøstlige bål.

- Anerkendelse vil være en katastrofe, som vi vil bekæmpe med næb og klør, siger udenrigsordfører Søren Espersen.