Rød blok: Forsvarschef opfører sig uklogt, uheldigt og uacceptabelt

Forsvarsminister Peter Christensen (V) må tage en snak med sin forsvarschef, der har varslet fyringer af ”illoyale” medarbejdere, lyder det.

Forsvarschef Peter Bartram kritiseres af flere politikere oven på sine udtalelser om, at han vil fyre medarbejdere, der optræder "illoyalt" over for Forsvaret. (Foto: © søren bidstrup, Scanpix)

Det vækker undren, hovedrysten og forargelse i rød blok, at forsvarschef Peter Bartram på en lang række interne møder med sine medarbejdere i Forsvaret har sagt, at han vil fyre medarbejdere, der optræder ”illoyalt” over for Forsvaret på sociale medier.

Forsvarsordfører for SF, Holger K. Nielsen, er blandt de politikere, der kritiserer forsvarschefen:

- Det er meget uklogt af ham at føre sig frem på den her måde. Der er meget store vanskeligheder i Forsvaret i de her år med arbejdsmiljøet, der er stor utilfredshed og mange, der forlader forsvaret, siger Holger K. Nielsen.

Han henviser til, at Forsvaret kæmper med dårlige HR-målinger og medarbejderflugt. Derfor burde forsvarschefen også have en mere konstruktiv og positiv tilgang til de ansatte ”end den her sang fra de varme lande, som han kommer med her”.

- Det kan jo tolkes derhen, at han ikke vil have, at de ytrer sig. At han vil gribe ind i forhold til deres ytringsfrihed. Det er også dumt efter min mening, fordi der er altså brug for, at de ansatte i Forsvaret har mulighed for at kritisere, hvis der er noget galt og deltage i debatten, siger Holger K. Nielsen.

Forsvarsminister vil ikke kommentere

Hos Socialdemokraterne peger forsvarsordfører Henrik Dam Kristensen ligeledes på de dårlige HR-målinger og siger, at forsvarschef Peter Bartram bør tage dårlig trivsel og kritik fra sine ansatte alvorligt.

- Det skal man ikke gøre ved at gå ind og true, men ved at gå ind og kigge på de reelle problemer, der gør, at man får så dårlige målinger. Det at have et ordentligt arbejdsmiljø i en organisation som Forsvaret er fuldstændig afgørende, siger Henrik Dam Kristensen.

- Nu har man fået fire dårlige målinger i træk, og det skal man tage alvorligt, ikke med trusler, siger han.

De Radikales Martin Lidegaard opfordrer forsvarsminister Peter Christensen (V) til at tage en snak med forsvarschefen om udtalelserne, som ifølge Centralforeningen for Stampersonel har gjort en række ansatte i Forsvaret utrygge.

- Det er en meget hård tone, og jeg synes også, man skal tænke over, hvordan man opnår en tillid og en konstruktiv kritik. Også selvom man er irriteret over dumme udtalelser på Facebook, siger forsvarsordfører Martin Lidegaard (R).

- Men det er forsvarsministeren, som - tror jeg - skal have en snak med forsvarschefen, om det her er den rigtige måde at skabe et godt arbejdsklima i Forsvaret på. Det overlader jeg til ministeren, siger han.

Forsvarsminister Peter Christensen har ikke ønsket at udtale sig om sin forsvarschefs udtalelser om, at ”illoyale” medarbejdere kan forvente fyringer og auditørundersøgelser.

Heller ikke Venstres forsvarsordfører, Peter Juel Jensen, vil kommentere sagen.

Enhedslisten indkalder til samråd

Forsvarsministeren kan dog blive tvunget til at forholde sig til Peter Bartrams udtalelser, da Enhedslisten vil kalde ministeren i samråd om sagen.

- Ministeren må få Peter Bartram til at give en undskyldning og understrege det helt tydeligt, at offentligt ansatte har ytringsfrihed, siger forsvarsordfører Eva Flyvholm (EL).

Hun kalder det ”fuldstændig langt ude”, at en forsvarschef truer de ansatte, hvis de kritiserer ledelsen.

- Han taler jo om at anmelde folk til Auditørkorpset og fyre dem, hvis de er illoyale over for deres ledere. Det er vist så tydelig en trussel, som det overhovedet kan blive, og det er fuldstændig uacceptabelt, siger Eva Flyvholm.

Forsvarschef Peter Bartram siger til DR Nyheder, at han måske har ”presset citronen” en smule for meget i sine udtalelser, men står ikke desto mindre ved, at han ikke vil acceptere medarbejdere, der optræder ”illoyalt” over for Forsvaret på sociale medier.

Peter Bartram har bedt Forsvarets jurister undersøge, hvilke konsekvenser han kan drage over for medarbejdere, som ifølge forsvarschefen opfører sig ”illoyalt” på eksempelvis Facebook.