Miljøminister Esben Lunde Larsen (V) slår fast, at De Konservatives krav om, at der kommer en tillægsaftale til den omstridte landbrugspakke, ikke bliver en realitet.
Men hvis den konservative gruppe har et reelt ønske om at mindske landbrugspakkens skadelige effekter på miljøet, skal partiet blot kigge i rød fløjs retning i folketingssalen.
For en række oppositionspartier er klar til at forhandle en grøn pakke på plads, lyder det.
- Vi er klar til at lave en grøn tillægspakke med De Konservative, skriver De Radikales miljøordfører, Ida Auken, i en kommentar til Ritzau.
Hos Enhedslisten opfordrer man også til, at De Konservative kigger mod de røde partier.
- Jeg vil stærkt opfordre De Konservative til at stå fast på deres krav om, at naturen og miljøet skal kompenseres, siger Maria Reumert Gjerding, miljøordfører for Enhedslisten.
Også Simon Kollerup, Socialdemokraternes miljø- og fødevareordfører, understreger, at Socialdemokraterne er "åbne for at forhandle en reel, grøn tillægsaftale".
Sagen om landbrugspakken:
- •
De Konservative med Søren Pape Poulsen i spidsen stemte for den omstridte landbrugspakke, der på grund af problematiske beregninger kostede tidligere miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) jobbet.
- •
Det konservative krav var, at der så efterfølgende ville komme en tillægsaftale, som tilgodeser miljøet.
- •
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har dog sagt, at "helt overordnet skal De Konservative ikke gøre sig nogen forhåbning om en tillægspakke."
- •
I stedet for en tillægspakke henviser miljøministeren til, at De Konservative kan fremsætte ønsker til de kommende forhandlinger om en såkaldt naturpakke, der vil komme til foråret.
- •
Kilde: Ritzau
/ritzau/
https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1131768963540293