SVM-regeringen version august 2024 er et resultat af tre forskellige menneskers egenskaber som politiske ledere:
Statsminister Mette Frederiksens (S) beslutningskraft. Hun ryster sjældent på hånden. Selv når uventede brikker skal flyttes.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens (M) politiske kreativitet. Han tænker nyt og bryder tabuer – eksempelvis om antallet af ikkevalgte ministre.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsens (V) rolige hånd. Ingen Løvens Hule-stjerner denne gang, men genvalg til alle og belønning til en trofast partisoldat.
Alt sammen skal det bidrage til at løse en hel mangfoldighed af problemer for SVM-regeringen.
Spørgsmålet er bare om det er muligt.
Regeringsrokader er ingen mirakelkur
For mens der rokeres på ministerholdet og udveksles gaver ved receptioner i tropehede ministeriekantiner, så træder trepartiregeringens uenigheder tydeligt frem, særligt på det vigtige pensionsområde.
Samtidig tikker uret. Og to skæbnevalg rykker hver dag tættere på – kommunalvalget i 2025 og folketingsvalget senest i 2026.
Ingen tror på regeringsrokader som mirakelkure. De sætter aldrig nogen regering eller noget partis meningsmålinger på himmelkurs. Men derfor vil enhver statsminister alligevel lægge mange overvejelser – og en lille portion håb – i rokaderne.
Den aktuelle SVM-rokade er designet til at fjerne eller reducere nogle af de ting, der presser regeringen og de tre partier.
Jeppe Bruus skal forhindre fiasko
Helt overordnet er regeringen ikke populær – som regering. Dét udtrykte Mette Frederiksen forståelse for efter EP-valget i juni. Og det fik Lars Løkke Rasmussen til at tale om at "revitalisere" SVM. Rokaden? Den løser i sig selv intet – men er en lejlighed til at gøre opmærksom på regeringens resultater. Og dens planer.
I dét lys er udnævnelsen af en minister for grøn trepart central – og så glemmer vi det historiske og lidt i specielle i at udnævne en minister til kun at administrere og implementere ét eneste politiske forlig. For SVM-regeringen er virkeligt stolt af at den fik den grønne trepart skubbet over målstregen – og så er det da pokkers, hvis ingen rigtigt klapper i hænderne over det. Eller værre: Hvis det hele løber ud i sandet, og regeringen så ender med en halvdårlig sag.
Det skal Jeppe Bruus nu forhindre, på de tre partiers vegne.
Forskellige mål med rokaden
Tre partier, der samtidig hver for sig har forskellige mål med rokaden.
Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne er stadig i en etableringsfase. Partiet har brug for flere kompetente politikere, der kan tegne partiet udadtil – og stå på stemmesedlen ved næste folketingsvalg. Og Løkke behøvede åbenbart ikke lede længe. I hans rådgiverkontor sad Caroline Stage Olsen.
Hver anden M-minister er nu ikke-folkevalgt. Den fordeling ville skabe paladsrevolution og oprør i samtlige andre partier. Men ikke i Løkkes parti.
Hos Venstre er strategien ro på de indre linjer og synlig borgerlighed i regeringssamarbejdet. Og så gerne lidt mere synlighed.
Udnævnelsen af den politiske ordfører til minister er en gestus fra partiformanden til folketingsgruppen – og posten som beredskabsminister rummer et potentiale for, at den erfarne driftssikre Torsten Schack også kan blive en relativt synlig minister. I hvert tilfælde så længe ministeriet har nyhedens interesse. Og ellers så når Danmark bliver ramt af næste stormflod eller et cyberangreb, der får togene til at holde stille.
Håbe kan man jo altid
I Socialdemokratiet havde nervøsiteten for nederlag og tab ved kommunalvalget i København bidt sig fast det sidste halve års tid. Mange talte åbent om risikoen for at miste posten som overborgmester for første gang i et århundrede – og det fik til sidst Mette Frederiksen til at lave et offensivt og overraskende træk.
Om ikke andet, så kan Pernille Rosenkrantz-Theil håbe, at Socialdemokratiet i København han få en frisk start med hende i spidsen. Håbe kan man jo altid. Men Rosenkrantz-Theil skal hen over to anselige forhindringer, før hun gør Mette Frederiksens opsigtsvækkende rokademanøvre til en succes.
Først skal hun sikre Socialdemokratiet et godt valgresultat i en hovedstad, hvor Socialdemokratiet har fået det ene skrabede valg efter det andet i nyere tid. Også ved folketingsvalg og EP-valg. Dernæst skal hun forhandle sig til posten som overborgmester i hvad man kan kalde et fjendtligt politisk miljø. Der er en række partier til højre og venstre på rådhuset, der synes, det er på tide, Socialdemokratiet fratages posten. Om disse partier så kan finde hinanden i sidste ende – det afhænger af forhandlingerne. Og af hvor stærkt Rosenkrantz-Theil står.
Så uenige at det virker utroværdigt at lade som andet
Rokaden skal med andre ord løse ganske mange problemer på én og samme gang. Måske også for mange til at det kan lykkes.
Og i mellemtiden skal de tre regeringspartier håndtere deres samarbejde i tiden frem mod et folketingsvalg, der nemt kan blive afslutningen på SVM-perioden. Det bliver ikke nødvendigvis lettere hen ad vejen.
For de tre partier er jo forskellige. Og uenige. Det er derfor regeringen er "mærkelig", som Mette Frederiksen udtrykte det forleden – dog forstået sådan, at regeringen først og fremmest er velfungerende, og dernæst mærkelig, ifølge regeringschefen.
På pensionsområdet er de tre partier så uenige, at det virker helt utroværdigt at foregøgle enighed. Så det har man droppet. Til gengæld er man tilsyneladende så uenige, at det ikke er lykkedes at finde en fælles måde at håndtere uenigheden på. Derfor er man foreløbig nået frem til det helt minimale – at bestille nogle nye tal hos Danmarks statistik.
Dét fjerner i hvert tilfælde ikke den interne uenighed om pensionsspørgsmålet. Lige som en regeringsrokade ikke ændrer opbakningen til regeringen.