Overordnet opnående statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) to ting i aftes, da han forhandlede med Dansk Folkeparti om næste års finanslov og en ny skattereform. Sådan lyder det fra DR’s politiske analytiker, Jens Ringberg:
- Han holdt liv i forhandlingerne om alle de elementer, regeringen gerne vil forhandle om, men samtidig kom han Dansk Folkeparti i møde. Dels ved at gå med til en opdeling af forhandlingerne af finanslov og skat, - i hvert tilfælde midlertidigt. Dels ved at gå lidt længere ind i deres ønsker på asylområdet.
Inden da havde Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl meldt ud, at partiet ønskede en opdeling af forhandlingerne om en ny skattereform og finansloven for 2018. Noget som finansminister Kristian Jensen (V) ellers afviste. Siden er statsministen trådt ind i forhandlingerne:
- Lars Løkke Rasmussen bruger sin autoritet til at puste liv ind i forhandlingerne, og han gør det ved at komme Dansk Folkeparti mere i møde med en opsplitning af forhandlingerne og ved at åbne for udlændingestramninger. Derfra er der et godt stykke til en samlet aftale, som regeringen ønsker sig.
Derfor er det fortsat ikke sikkert, om der kommer en aftale om en ny skattereform og næste års finanslov på samme tid:
- Men måske kan regeringen leve med, at der i første omgang bliver lavet en finanslov, hvis processen frem mod en aftale om skat og udlændinge samtidig er godt i gang. Lars Løkke Rasmussen siger jo, at alle bolde skal i mål, men at han godt ved, at nogle bolde er tættere på mål end andre, siger Jens Ringberg.
Flere udlændingestramninger
Udover at splitte forhandlingerne er statsministeren også kommet støttepartiet i møde på udlændingeområdet. Ifølge Jens Ringberg vil statsministeren gerne sende et signal til Dansk Folkeparti om, at han er klar over, at han skal give indrømmelser på asylområdet, hvis de også skal have skattelettelser:
- Lars Løkke Rasmussen forstår deres ønsker og deres tankegang. Det er bare ikke det samme som, at han siger ja til alle deres krav. For eksempel har han jo ikke kommenteret deres forslag, om at asylansøgernes børn ikke skal gå i dansk skole, og om at flygtninge ikke må komme ud på arbejdsmarkedet.
Dansk Folkeparti har nemlig tidligere i forhandlingerne sagt, at de ønsker et opgør med den danske asylpolitik. De vil have, at flygtninge, der ikke har permanent ophold i Danmark, ikke længere skal integreres, men i stedet klædes på til at kunne vende hjem.