Hertil aften har et spinkelt flertal i Alternativets hovedbestyrelse valgt at bakke om den politiske leder, Josephine Fock.
Men ifølge Jens Ringberg, der er DR Nyheders politiske analytiker, betyder det ikke, at sagen er afsluttet.
- Jeg ved faktisk ikke, om man skal sige tillykke til Josephine Fock eller ej. Hun har opbakning fra et flertal af hovedbestyrelsen, men hun skulle jo gerne have en fuldtonet opbakning, siger Jens Ringberg.
Ti medlemmer af bestyrelsen stemte for at vise fuld tillid til Josephine Fock, mens syv stemte imod, oplyser Alternativets presseafdeling.
- Så er det konstateret, at der er et antal medlemmer af hovedbestyrelsen, der ikke er tilfredse med hende som politisk leder. Partiet og Josephine Fock havde brug for en klar afgørelse. Det har de ikke fået, siger Jens Ringberg og bemærker:
- Havde hovedbestyrelsen ikke bakket op om hende, havde det skabt en enorm utilfredshed i baglandet. Hun er valgt i en demokratisk proces.
Hvad gør folketingsgruppen?
Beslutningen om at bakke om den politiske leder er blevet truffet efter uger med intern tumult omkring Josephine Fock. Hun overtog 1. februar posten som partiets politiske leder efter stifter Uffe Elbæk.
Uroen begyndte allerede, da Josephine Fock blev valgt som leder af partiet. Det skyldtes blandt andet, at Alternativets folketingsgruppe havde foretrukket Rasmus Nordqvist, forhenværende politisk ordfører, som ny leder.
- Det bliver også interessant at se, hvad folketingsgruppen siger. Hun var ikke deres ønskeleder. Der har eksempelvis været snak om, hvorvidt hun kan repræsentere partiet i forhandlinger på Christiansborg, siger Jens Ringberg.
Ondt blev imidlertid værre, da Information bragte en artikel baseret på anonyme kilder. Den beskrev krænkende adfærd - endda fysisk ruskeri - over for tidligere ansatte, da hun fra 2015-2018 var medlem af Folketinget.
Hovedbestyrelsen har dog ikke fundet dokumentation for ruskeri eller andre fysiske handlinger, fremgår det af pressemeddelelsen.
- Det er forståeligt at Josephine Fock fokuserer på, at hun har et stort mandat fra Alternativets medlemmer - og det har hun ret i. Alligevel er hun i en utrolig svær situation. Hun er uden sammenligning den partileder i landet, der har den dårligste opbakning i sit partis hovedbestyrelse. Og hun er den eneste partileder, hvis folketingsgruppe ikke har ønsket som politisk leder, siger Jens Ringberg og fortsætter.
- Det er en vanskelig situation. Og der er meget, der er uafklaret, før hun kan komme i gang med sit projekt om at opbygge partiet forfra.
Alternativets folketingsgruppe skal mødes på mandag.
Hvad er der sket i Alternativet?
- •
16. december meddeler partistifter Uffe Elbæk sin afgang som politisk leder.
- •
1. februar bliver Josephine Fock valgt som ny leder.
- •
3. februar trækker Rasmus Nordqvist sig som politisk ordfører.
- •
21. februar bringer Information en artikel om krænkende adfærd fra Josephine Fock i perioden 2015 til 2018. Hun anklages for at have rusket i andre.
- •
25. februar udtrykker hovedbestyrelsen tillid til Josephine Fock.
- •
26. februar afviser Josephine Fock at have rusket i nogen.
- •
1. marts indkalder hovedbestyrelsen igen til møde om Josephine Fock efter ny kritik.
- •
7. marts holder hovedbestyrelsen et nyt krisemøde. Det ender med, at et spinkelt flertal udtrykker tillid til Josephine Fock som politisk leder.
- •
Kilder: Information, Alternativet.
DR Nyheder har uden held forsøgt at indhente en kommentar fra alle Alternativets folketingsmedlemmer.