Vi hører det igen og igen fra en bred vifte af politiske partier: Det skal kunne betale sig at tage et arbejde. Det argument har skiftende regeringer brugt for en lang række af reformer af blandt andet dagpenge og kontanthjælp, senest den nuværende regerings loft over kontanthjælp og 225-timers reglen. Men nu er målet nået, lyder det fra den konservative beskæftigelsesordfører, Rasmus Jarlov.
- Nu kan vi ikke længere tro, at folk ikke ønsker at have et job af økonomiske årsager, siger Jarlov i aften i Debatten på DR2.
Også Joachim B. Olsen, finansordfører for Liberal Alliance, mener, at der er skåret nok – i hvert fald for én gruppe af kontanthjælpsmodtagere.
- Hvis man er enlig på kontanthjælp uden børn, så har man en lav indkomst. Ingen ønsker at skære i den ydelse. Jeg synes ikke, man er materielt fattig, men for dén gruppe kan det betale sig at arbejde.
For kompliceret
Mens Rasmus Jarlov tilsyneladende ikke ønsker at skære mere i ydelserne, vil han nu gerne skære i kontrollen af de ledige.
- Vi har et alt for kompliceret system. Jeg synes også, at når vi nu har gennemført en dagpengereform og et kontanthjælpsloft for at sikre, at der er en gevinst ved at tage et arbejde, så er det på tide, at man nu skærer ned på noget af den her kontrol, lyder det fra Jarlov.
Se hele udsendelsen af Debatten om social- og beskæftigelsespolitik i aften kl. 20.00 på DR2: Er der fattigdom i Danmark?