Regeringsordførere: Vi laver et historisk medieforlig

De statslige medier skal fylde mindre, lyder det fra Venstres ordfører inden præsentation af medieudspil.

Jørgen Ramskov er direktør for den nye radiostation Radio24syv. (Foto: © Martin Lehmann)

Den økonomiske ramme er givet på forhånd. DR skal skæres med 20 procent. Det er adgangsbilletten for at få lov at forhandle i regeringskontorerne om et nye medieforlig.

På forhandlingsbordet ventes regeringen at smide endnu en række besparelser, når den i eftermiddag præsenterer sit medieudspil: Radio24Syv skal barberes med en tredjedel, ligesom TV 2’s regionale kanaler skal finde to procents besparelser hver år over fem år, erfarer DR.

Modsat besparelserne på DR, så er de besparelser ikke klappet af med Dansk Folkeparti på forhånd. Sagt med andre ord, så er de til forhandling.

Regeringsudspillet er længe ventet. I et år har kulturminister Mette Bock (LA) brygget på de ideer, der bliver senere præsenteret senere i dag.

Meget har presset sig på

Forud for præsentationen betegner de Konservatives medieordfører, Naser Khader, det kommende forlig som historisk.

- Tiden er kommet til at få et nyt medieforlig. Der er meget, der har presset sig på. Vi skal finde en balance mellem de nye medier og de gamle medier. Vi skal se på, hvordan vi fremover kan få bedre public service. Vi skal også se på, hvad der skal ske med TV 2 og Radio 24Syv.

- Det bliver et historisk medieforlig, vi skal i gang med, siger han.

Forud for kulturministerens udspil har hver af de tre regeringspartier leveret input til, hvordan de ser en medieaftale.

Liberal Alliances medieordfører, Leif Mikkelsen, vil inden præsentationen ikke sige meget om indholdet. Men formålet er klart, betoner han.

- Mediebilledet udvikler sig voldsomt i det her år. Politikerne halter lidt bagefter. Nærmest hele tiden. Derfor er det nødvendigt med justeringen og en tilpasning. Det er det, vi gør nu.

Venstre ser tydelige aftryk i udspil

I Venstre glæder man sig over, at udspillet indeholder tydelige islæt fra partiet, siger medieordfører Britt Bager.

- Jeg er glad for, at de tre ting, vi i Venstre har prioriteret, er kommet med. Nemlig en markant større public servicepulje, fokus på de regionale og lokale skrevne medier og så et styrket mediemarked lokalt og regionalt.

Men du siger et styrket lokalt og regionalt mediebillede, men samtidig besparelser på TV 2’s regioner. Det er vel ikke helt på linje?

- Det, vi lægger op til helt generelt, er, at de statslige medier skal være mindre. Om det så skal være 10 procent det ene sted eller 30 procent et andet sted må vi tage ved forhandlingsbordet.

Regeringen vil i sit udspil lægge op til, at der gives sendetilladelse til en ny tv-kanal, som skal i udbud, så private medier får mulighed for at sende tv.

Regeringens medieudspil, som efterfølgende skal forhandles på plads med de partier, der ønsker at være med, præsenteres af kulturminister Mette Bock (LA) klokken 13.00.

Det nuværende medieforlig udløber med 2018.

DR.dk og DR2 sender regeringens fremlæggelse af medieudspillet live fra kl 12:55.