Spritbilister med en promille over 2,00 får konfiskeret deres bil med det samme. Og de får den ikke tilbage.
Sådan lyder det i et nyt udspil fra regeringen, som er led i en strategi om at halvere antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken frem mod 2020.
Lovforslag vil gøre det muligt at konfiskere køretøjer, første gang en bilist kører med en promille over 2,00. Det er ikke muligt i dag.
- Politiet får bedre muligheder for at tage bilen fra folk i de alvorlige sager. Og derefter ser bilisten ikke sin bil igen, siger justitsminister Morten Bødskov (S).
Penge til statskassen
I stedet bliver bilerne solgt, og pengene går direkte i statskassen.
- Der er simpelthen for mange, der kører rundt i trafikken med spiritus i blodet, siger Morten Bødskov.
Den nye strategi indebærer også, at narkobilister skal gennemføre et særligt kursus om alkohol, narkotika og trafik for at få kørekortet igen.
FDM: Konfisker ved gentagne spritkørsler
Men det undrer juridisk chef i FDM Per Alkestrup, at man vil straffe spritbilisten med konfiskation første gang, han bliver stoppet.
- Mange gør det én gang, og det er én gang for meget. Men det er ikke sikkert, det er dem, der bliver forhærdede spritbilister, som politiet igen og igen skal have fat i, siger han.
Per Alkestrup mener, at man skal konfiskere bilen, hvis bilisten har kørt spritkørsel gentagne gange, som man kan gøre nu. Det vil være en bedre straf, mener han.
En række af elementerne i regeringens nye færdselsstrategi indebærer ny lovgivning. Regeringen vil derfor sende et nyt lovforslag i høring.