Regeringen vil have flygtninge i job efter to uger

Kommunerne ser regeringens oplæg til forhandlinger som utilstrækkelig.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) sidder for bordenden, når regeringen i dag indleder såkaldte topartsforhandlinger med kommunerne. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Flygtninge i Danmark skal hurtigst muligt i job, og allerede efter to uger skal en flygtning ud på en virksomhed.

Det er et af oplæggene fra Venstre-regeringen, som i eftermiddag tager hul på de såkaldte topartsforhandlinger mellem regeringen og kommunerne.

- Regeringen foreslår at afskaffe det nuværende krav om 37 timers aktivering om ugen. Flygtninge skal i stedet ud på en virksomhed senest efter to uger i mindst 15 timer om ugen, hedder det i regeringens kommissorium til forhandlingerne med kommunerne.

Forhandlere fra regeringen og kommunernes forening, KL, mødes i forlængelse af trepartsforhandlingerne mellem regeringen, lønmodtagerne og arbejdsgiverne.

Regeringen foreslår samtidig at afkorte integrationsprogrammet i kommunerne fra tre til et år.

- Kommunerne står over for en kæmpe opgave i de kommende år med at få flere flygtninge til at deltage på arbejdsmarkedet. Den opgave skal vi i fællesskab gøre mere overkommelig for kommunerne, siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i en pressemeddelelse.

- Vi skal kigge hele integrationsindsatsen efter i sømmene, og vi skal luge ud i unødvendigt bøvl og bureaukrati, der står i vejen for at få flere flygtninge i arbejde, siger hun.

KL: Pengene mangler

På den anden side af forhandlingsbordet tager KL-næstformand Jacob Bundsgaard (S) positivt imod regeringens oplæg, men han ser dog problemer i regeringens oplæg til finansieringen af kommunernes voksende integrationsopgave.

Kommunerne forventes i år at modtage omkring 17.000 flygtninge.

- Det øgede antal af flygtninge og familiesammenførte medfører store udgifter på stort set alle kommunale serviceområder. Det er i høj grad noget af det, vi vil lægge op til at drøfte med regeringen i dag,” siger KL-næstformand Jacob Bundsgaard i en pressemeddelelse.

Regeringen lægger i kommissoriet ikke op til at give kommunerne flere penge til at håndtere integrationsopgaven, men foreslår i stedet ”en midlertidig forhøjelse på 50 procent af grundtilskuddet til flygtninge og familiesammenførte til flygtninge”.

- Det vil understøtte økonomien for de kommuner, som modtager mange flygtninge, hedder det i kommissoriet.

Men når der ikke kommer ekstra penge med fra staten til kommunerne, batter det ikke rigtigt, mener KL, som konkluderer, at kommunerne derfor skal finansiere ordningen inden for kommunernes nuværende økonomiske ramme.

- Det løser ikke problemet med, at det øgede antal flygtninge trækker penge ud af den samlede kommunale økonomi. Det løser ikke noget at fodre hunden med sin egen hale, siger næstformand Jacob Bundsgaard.

Topartsforhandlingerne indledes i Finansministeriet klokken 16.30.