Regeringen ændrer nu reglerne for stormflodserstatning, så der kommer flere penge til ofrene.
Sådan lyder det fra erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen.
- Efter de regler, der gælder for almindelige forsikringsselskaber, får man i dag fuld erstatning i forhold til bygninger, hvis man følger det, som regeringen spiller ud med i dag, siger han.
Og ændringerne kommer til at virke med tilbagevirkende kraft, så ofre af stormen Bodil også dækkes ind, fortæller han.
- Jeg har tænkt mig at fremsætte et lovforslag meget hurtigt og få folketinget til at vedtage det meget hurtigt. Det bliver i alt 400 millioner kroner, vi skal lægge ud fra statskassens side, men det mener vi kun er rimeligt, siger Henrik Sass Larsen.
Bestil en håndværker med det samme
Og ofrene har også ventet længe, erkender Henrik Sass Larsen.
- Men nu har vi fået det afklaret, så nu kan man få en mere tryg fremtid, siger han.
Derfor mener Henrik Sass Larsen godt, at de stormskaderamte kan gå i gang med at bestille håndværkere til at reparere skaderne.
- Jeg skal lige have det gennem folketinget, men jeg kan ikke forestille mig, at folketingets partier vil sige nej til det her forslag, siger han.