Danskerne vil om kort tid få regeringens udspil til, hvad man skal betale i boligskat i de kommende år.
Hvad skal jeg betale i ejendomsskat og grundskyld, når de nye ejendomsvurderinger kommer?
Det spørgsmål har mange boligejere formentlig stillet sig, siden regeringen fremlagde sin 2025-plan. Det skete uden et udspil til indretning af et nyt system for ejendomsvurderinger.
Men nu er udspillet på trapperne. Regeringskilder bekræfter, at det vil blive fremlagt inden efterårsferien.
Udspillet vil indeholde en teknisk del, som giver et bud på, hvordan ejendomsvurderingerne konkret skal foretages.
Samtidig vil regeringen fremlægge bud på, hvordan boligskattesystemet skal indrettes.
Signalet fra regeringen har hidtil været, at man ønsker et neutralt boligskattesystem forstået på den måde, at boligejerne samlet set ikke skal betale mere i skat.
Det kunne tyde på, at der kommer en ændring af skattestoppet på boliger.
Et andet spørgsmål vil være, hvor stor træfsikkerheden bliver i det nye system. Forkerte ejendomsvurderinger har betydet, at nogle boligejere i årevis har betalt for meget i skat.
De ventes nu at skulle have omkring ni milliarder kroner tilbage i for meget betalt skat. De penge vil regeringen tage ud af de 24 milliarder kroner fra 2025-planen. Men også de nye vurderinger kan vise sig at være usikre.
/ritzau/