Regeringen vil forhindre snyd med lægeerklæringer i sager om statsborgerskab

Indfødsretsudvalg har brug for hjælp til at forstå lægeerklæringer, mener K-ordfører, Naser Khader.

Billedet er fra den årlige statsborgerskabsdag. (Foto: NIels Ahlmann Olesen/Scanpix 2012) (Foto: © NIELS AHLMANN OLESEN, Scanpix)

Forkerte lægeerklæringer må ikke være en genvej til et dansk statsborgerskab.

Derfor vil regeringen nu styrke kontrollen af lægeerklæringer i forbindelse med tildelingen af statsborgerskab i dispensationssager. I dag kan der dispenseres fra kravet om at bestå en prøve i dansk, hvis man har en lægeerklæring, der dokumenterer, at man er alvorligt syg.

Det er Folketingets Indfødsretsudvalg, der behandler dispensationssagerne, men her har man brug for hjælp til at forstå lægeerklæringerne og til at vurdere, om de giver ret til dispensation og dermed statsborgerskab, lyder det fra de Konservatives indfødsretsordfører, Naser Khader.

- Nogle af lægeerklæringerne er lige ud af landevejen, men der er også nogle, der ikke er til at gennemskue, og der er erkendelsen fra vores side, at vi har brug for lidt hjælp, siger han.

Ny enhed oprettes

Konkret foreslår regeringen, at der under Styrelsen for Patientsikkerhed kommer en enhed med sundsfaglige kompetencer, der kan undersøge lægeerklæringerne, hvis indfødsretsudvalget er i tvivl.

Naser Khader peger også på, at der har været sager med snyd med lægeerklæringer. For eksempel måtte en række sager i 2014 sættes i bero, fordi Justitsministeriet fandt ud af, at en speciallæge havde udarbejdet stort set identiske lægeerklæringer i flere sager om statsborgerskab.

- Det er vigtigt at understrege, at det handler ikke om at være kritisk over for alle lægeerklæringer. De fleste læger gør det professionelt og ordentligt, men der er brodne kar imellem og det er dem, vi gerne vil opfange, siger Naser Khader.

God idé med faglig ekspertise

Han frygter ikke, at muligheden for et ekstra tjek vil trække sagerne i langdrag.

- Alternativet er, at hvis man kan sætte flere spørgsmålstegn ved lægeerklæringen, så afviser man ansøgningen. Det er det, der kan være alternativet. Derfor er der behov for nogle, der kan hjælpe os, siger Naser Khader.

Ifølge Eva Ersbøll, der er seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder, er en ekstra instans godt for retssikkerheden, ligesom det kan være en god støtte for medlemmerne af Folketingets Indfødsretsudvalg:

- Jeg synes, det er en god idé, at hvis man sidder og er usikker og i tvivl om kvaliteten af en lægeerklæring, at så kan man få støtte fra lægefaglig ekspertise, siger hun.

EL: Bureukratisk og besværligt

Muligheden for et ekstra tjek i forbindelse med tildeling af statsborgerskab løser dog ikke det helt store problem, ifølge Eva Ersbøll, nemlig at det er ressourcekrævende for indfødsretsudvalget at behandle dispensationssagerne.

Ifølge hende burde det arbejde ligge hos indfødsretskontoret i Udlændinge- og Integrationsministeriet.

- Man kunne lægge afgørelsen over til kontoret. Det vil løse ressourceproblemet, og det vil give en god retssikkerhedsgaranti, siger Eva Ersbøll.

Det samme problem ser Enhedslistens indfødsretsordfører, Stine Brix. Hun er skeptisk over for udsigten til en ny enhed.

- Jeg synes, det lyder som en dyr, bureaukratisk og unødvendig model. Og jeg synes egentligt også, det er udtryk for en grov mistillid til lægerne, siger Stine Brix.

Ligesom Eva Ersbøll mener hun, der er noget grundlæggende galt med systemet.

Udspil i næste uge

- Efter min mening har vi et meget mærkeligt system, hvor der sidder folketingspolitikere og sagsbehandler. Det burde jo være faglige sagsbehandlere, der varetog det, siger hun.

Men det afviser Naser Khader:

- Vi arbejder i henhold til Grundloven og Grundloven siger, at det at give statsborgerskab er en politisk beslutning, og hvis vi skal gøre vores arbejde ordentligt, er det enormt vigtigt, at vi er godt klædt på, siger han.

Regeringen ventes at præsentere et samlet udspil om indfødsret i midten af næste uge.

Tidligere på ugen var det fremme, at regeringen ønsker, at enhver banderelateret kriminalitet skal medføre permanent udelukkelse fra dansk statsborgerskab.