Regeringen vil fjerne coronarestriktionerne fra på tirsdag

Covid-19 skal ikke længere være en samfundskritisk sygdom, mener regeringen.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) vil fjerne stort set samtlige coronarestriktioner fra på tirsdag af. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Sæt et kryds i kalenderen på tirsdag.

For her er det formentlig slut med både at bære mundbind og vise coronapas. Og det bliver igen muligt at tage til store stadionkoncerter og se fodboldkampe med fyldte lægter.

Det er konsekvensen af, at regeringen vil fjerne covid-19 fra listen over samfundskritiske sygdomme. Dermed er der ikke længere mulighed for at opretholde de restriktioner, som vi har levet med henover vinteren.

Lad os tage det tekniske først.

I går indstillede den såkaldte epidemikommission til, at kategoriseringen af coronavirus som en samfundskritisk sygdom bliver droppet fra weekenden.

Den indstilling meddeler regeringen nu, at den vil følge, med én enkelt ændring.

Det sker i et brev til Folketingets Epidemiudvalg fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

- Jeg ønsker at følge Epidemikommissionens indstilling, men dog således, at kategorisering af covid-19 som samfundskritisk sygdom ophæves med den 1. februar 2022.

Enhedslisten støtter regeringens linje

Formelt skal beslutningen om at fjerne coronavirus fra listen igennem et møde i Epidemiudvalget sent her til eftermiddag. Men der tegner sig allerede nu et flertal for at følge regeringens linje, ligesom en forlængelse af restriktionerne som udgangspunkt kræver, at regeringen foreslår netop dét. Og det gør regeringen som bekendt ikke.

Eller sagt på en anden måde: Hvis regeringen ikke slår et forslag om restriktioner over nettet, så har de andre partier ikke noget at returnere. For udvalget er sat i verden for at nedlægge veto.

Men det er teknisk. I praksis kommer det formentlig ikke til at spille nogen rolle.

For selv Enhedslisten - der ellers har været fortalere for restriktioner under epidemien - ser gerne, at kategoriseringen som samfundskritisk skrottes.

- Vi kommer til at bakke op omkring det, og det er afgørende, når vi har så vidtgående indgreb, at det så kun er noget, der bliver brugt, når det er absolut påkrævet, siger Enhedslistens coronaordfører, Peder Hvelplund.

Også De Radikale støtter regeringens linje, ligesom alle de borgerlige partier igennem længere tid har agiteret for samme standpunkt.

Derfor er det forslag, som regeringen - teknisk set - har med på epidemiudvalgsmødet, et forslag om hvorvidt kategoriseringen som samfundskritisk skal fjernes allerede fra på tirsdag - eller om det skal opretholdes frem til og med på lørdag, bekræfter Peder Hvelplund.

Regeringen vil fortsat teste rejsende

Flere eksperter siger, at det giver mening at fjerne restriktionerne nu.

- Selvom vi har høje smittetal, er der ikke mange på intensiv eller i respirator. Og blandt de ældre på plejehjemmene er der ikke mange, der er kritisk syge. Så sundhedsfagligt ser jeg ikke de store problemer, siger Allan Randrup Thomsen, der er professor i virusinfektioner ved Københavns Universitet.

Én restriktion ønsker regeringen imidlertid at holde fast i. Kravet om at lade sig teste og/eller isolere, når man rejser ind i Danmark.

- Jeg ønsker, at der fastsættes krav om test og isolation efter indrejse fra den 1. februar 2022 og fire uger frem, skriver Magnus Heunicke til udvalget.

Men det krav ser De Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, helst også droppet. Det sagde han i går til DR.

- Vi har en meget høj immunitet i den danske befolkning, og vi har lave indlæggelsestal på intensivafdelingerne. Det er grunden til, at man aflyser andre restriktioner. Derfor synes jeg også, vi skal af med indrejserestriktionerne, sagde han.

Regeringen må ikke have et flertal imod sig på mødet i eftermiddag, såfremt der fortsat skal være indrejserestriktioner.

Nye smitterekorder

Beslutningen om at ville fjerne stort set alle restriktioner kommer samtidig med, at smittetallene hver dag sætter nye rekorder. I går var der 46.590 nye smittetilfælde, mens antallet af indlagte steg til 918 personer.

I en ny risikovurdering fra Statens Serum Institut lyder det, at omikronvarianten af coronavirus imidlertid er mindre farlig end tidligere varianter. Noget flere studier også har påvist.

"På trods af historisk høje smittetal observeres en faldende indlæggelsesrate samt en stigende andel af smittede, der vurderes at blive indlagt af andre årsager end covid-19," lyder det fra SSI.