Regeringen vil bruge et tocifret milliardbeløb på at nedrive og omdanne såkaldte ghettoer i Danmark.
Det fremgår af regeringens ghettoudspil, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og flere andre ministre i dag præsenterer ved en presseseance i Mjølnerparken på Nørrebro i København.
- Vi skal sætte ind massivt for at omdanne de udsatte boligområder til helt almindelige bydele. Alle ghettoer skal være væk i 2030, siger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille på pressemødet.
Hele regeringens udspil kan læses her.
Regeringen foreslår helt konkret, at en kommende boligaftale skal målrette 12 mia. kr. – ud af den samlede ramme på 21 mia. kr. – til nedrivning og omdannelse af udsatte boligområder i perioden 2019-2026.
Løkke: Det skal lykkes denne gang
Forslaget er et af i alt 22 initiativer i udspillet, der har fået titlen ”Ét Danmark uden parallelsamfund – Ingen ghettoer i 2030”.
I titlen ligger dermed en ambition fra regeringen om, at Danmark i 2030 ikke længere skal have såkaldte ghettoer.
Skiftende regeringer har i de seneste årtier fremlagt lignende udspil uden den helt store effekt, erkender statsminister Lars Løkke Rasmussen på dagens pressemøde.
- Det er ikke sådan, at tingene ikke har virket, men de har ikke virket godt nok.
- Det skal og vil lykkes denne gang. Jeg mener, det er en realistisk forhåbning, siger Lars Løkke Rasmussen.