Regeringen: Truslen fra Rusland skal tages alvorligt ved et dansk valg

Regeringen fremlægger handlingsplan mod udenlandsk påvirkning af danske valg og demokratiet.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K), udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) Fredag den 7. september 2018 i Udenrigsministeriet. (Foto: © Andreas Beck, Scanpix)

Regeringen vil ruste Danmark til kamp mod udenlandsk påvirkning af valg.

Det siger regeringen repræsenteret ved justitsminister Søren Pape Poulsen (K), udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) ved et pressemøde i Eigtveds Pakhus i København.

Regeringen fremlægger en handlingsplan i 11 trin mod udenlandsk påvirkning af det danske valg og demokratiet, som sker forud for et folketingsvalg. For ifølge regeringen er der risiko for forsøg på påvirkning af en dansk valghandling.

- I andre lande har vis set eksempler på, at der har været gennemført påvirkningskampagner, siger Søren Pape Poulsen og henviser til Sverige.

Der har ifølge ministeren allerede været "tegn på elementer af forsøg på påvirkning" af dansk politik og demokrati.

Handlingsplanens 11 trin indeholder blandt andet mulighed for, at partierne i folketinget kan få rådgivning om påvirkning. Også medier og sociale medier kan få rådgivning fra myndighederne.

Ifølge justitsministeren kommer regeringen snart med et nyt lovforslag, der skal gøre det klart, at fremmede staters påvirkningskampagner i Danmark er strafbart.

- Det skal sendes i høring inden for ganske kort tid, siger ministeren.

Ministrene understreger, at det danske valgsystem er robust og sikkert. Og man kommer ikke til at ændre, at vi benytter os af gammeldags stemmesedler og ikke moderne teknologi.

Truslen fra Rusland

Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, har i sin Efterretningsmæssig Risikovurdering i 2017 vurderet, at det er sandsynligt, at russiske påvirkningskampagner vil udgøre en stigende trussel mod Danmark. Udenrigsminister Anders Samuelsen fremhæver også Rusland som en trussel for misinformation og påvirkning.

- Det kan være løgne. Vi har set det i USA med præsidentvalget og i Frankrig. Vi skal fokusere på præventive indsatser og styrke dialogen med medier og de sociale medier, siger Anders Samuelsen.

- Hovedopgaven er at beskytte det kommende folketingsvalg. Det er helt afgørende, at fremmede efterretningstjenester ikke kan påvirke vort demokrati, understreger udenrigsministeren.

Også nervegift-angrebet i Salisbury i Storbritannien bliver fremhævet af forsvarsminister, Claus Hjort Frederiksen. De seneste par dage har britisk politi efterlyst og udstedt arrestordre på to russiske medlemmer af efterretningstjenesten, GRU:

- Vi ser, at den russiske efterretningstjeneste ikke viger tilbage for at dræbe og forsøge at dræbe mennesker i Salisbury i England. Rusland forsøger aktivt at påvirke demokratiske valg i Vesten, siger Claus Hjort Frederiksen.

- Jeg har svært ved at forestille mig, at min retorik over for Rusland skærper tilstanden mellem vores lande, understreger Hjort Frederiksen.

Regeringen vil over de næste fire år afsætte 43 millioner årligt til Politiets Efterretningstjeneste, PET, der skal stå for at forebygge for eksempel russisk indblanding i et kommende folketingsvalg. Af finanslovsforslaget fremgår det, at pengene skal gå til at "forebygge, overvåge og imødegå trusler mod Danmark".

Forsvarministeriet, Justitsministeriet og Udenrigsministeriet nedsatte allerede i 2017 sammen med PET og FE, en taskforce, der skulle arbejde mod netop udenlandsk påvirkning af en danske valghandling.

Svenske tilstande

Regeringens tiltag sker i kølvandet på, at også Sverige har øget den digitale sikkerhed op til valget til Rigsdagen.

Det svenske sikkerhedspoliti Säpo har oplevet en stigning i antallet af aktiviteter, der både har til formål at påvirke svenskernes tillid til selve valget og til hele den demokratiske proces i Sverige.

I månederne op til det svenske valg har der været meldinger om robotstyrede netværk af falske brugere på sociale medier, der har spredt nyheder og historier til fordel for det indvandringskritiske Sverigedemokraterne.

Derudover drejer det sig om hackingangreb mod myndigheder og organisationer, der på den ene eller anden måde er tilknyttet valget.

Politikerne forsøger også at imødegå falske og særligt hadske opslag på Facebook. Partierne i Rigsdagen har derfor fået en hotline til Facebook, hvor de kan ringe ind, hvis der er opslag, der er problematiske eller forkerte, fortæller digitaliseringsminister Peter Eriksson (MP) i programmet Studio 1 på Sveriges Radio.

Ministeren har ikke selv brugt hotlinen. Den er mest tiltænkt partisekretærerne, siger han. Men der er eksempler på, at den er blevet brugt.

- Der har eksempelvis været kampagner, der har været åbentlyst problematiske og ikke sande, sagde Peter Eriksson.

Det er ikke politikerne og deres partier, der bestemmer, om indhold skal fjernes. De kan udelukkende gøre opmærksom på det. Det er Facebook, der tager beslutningen.

Regeringens handlingsplan

  1. 1

    Regeringen har nedsat en tværministeriel task force, der har styrket myndighedernes koordination og indsats for at imødegå påvirkningskampagner, herunder i forbindelse med danske valghandlinger. Der er bl.a. med inddragelse af erfaringer fra udlandet taget en række initiativer til at opbygge kapaciteter i de relevante myndigheder og udvikle konkrete modforanstaltninger.

  2. 2

    Udenrigsministeriet har igangsat en styrket monitorering af disinformation i medierne rettet mod Danmark og vil – efter inspiration fra andre nordiske lande – tage initiativ til træning af de statslige myndigheders kommunikationsmedarbejdere i forhold til den løbende håndtering af disinformation.

  3. 3

    PET og FE styrker fokus på fjendtligsindede udenlandske aktørers påvirkningsaktiviteter i og mod Danmark, f.eks. i forbindelse med det kommende folketingsvalg.

  4. 4

    Økonomi- og Indenrigsministeriet sikrer i samarbejde med PET og FE/CFCS, at der gennemføres de fornødne trussels- og sårbarhedsvurderinger i forhold til valghandlingen.

  5. 5

    Økonomi- og Indenrigsministeriets beredskab i forbindelse med valghandlingen vil have øget fokus på trusler fra eventuel udenlandsk påvirkning. Arbejdet tilrettelægges i et tæt samarbejde med den nedsatte tværministerielle task force, herunder særligt PET og FE/CFCS.

  6. 6

    Regeringen vil tilbyde alle opstillingsberettigede politiske partier rådgivning om risikoen for udenlandsk påvirkning i forbindelse med det kommende folketingsvalg, herunder cyberangreb, og om muligheden for at imødegå sådan påvirkning og angreb. Rådgivningen vil blive tilbudt via de nationale sikkerhedsmyndigheder (PET og FE/CFCS).

  7. 7

    Regeringen vil indbyde partilederne til en orientering om risikoen for udenlandsk påvirkning i forbindelse med det kommende folketingsvalg.

  8. 8

    Regeringen vil invitere repræsentanter for medierne til en dialog om mulige samarbejder i forhold til at imødegå eventuelle udenlandske forsøg på at påvirke det kommende folketingsvalg. Et sådant samarbejde vil ske med fuld respekt for centrale principper for en fri og uafhængig presse.

  9. 9

    Regeringen vil invitere repræsentanter for de dominerende sociale medier til en dialog om mulige samarbejder i forhold til imødegåelse af eventuelle udenlandske forsøg på at påvirke det kommende folketingsvalg. Dette vil bl.a. ske med udgangspunkt i erfaringerne fra en række andre lande.

  10. 10

    Regeringen vil invitere medier omfattet af public service-forpligtelse til en dialog om mulige samarbejder i forhold til imødegåelse af eventuelle udenlandske forsøg på at påvirke det kommende folketingsvalg bl.a. med henblik på at skabe.

  11. 11

    Regeringen vil fremsætte et lovforslag, som sikrer, at det strafferetlige værn mod fremmede efterretningstjenesters påvirkningskampagner mod Danmark er opdateret i forhold til den aktuelle trussel Kilde: Regeringen.dk