Man skal være påpasselig med at bruge penge, man ikke er sikker man har.
Så langt så godt synes regeringen at være helt enige med Venstre, DF og De Konservative.
Regeringstoppen gik tidligt mandag morgen til forhandlinger med netop disse partier, og på vej ind til forhandlingerne understregede alle, at en aftale om den såkaldte Vækstplan DK først falder på plads, når partierne har lukket aftaler om SU'en og kontakthjælpen.
- Jeg synes, man skal være forsigtig med at bruge penge, vi ikke har. Og jeg synes også, vi skylder folk, at de ved, hvordan vi kan få et SU-system, som faktisk er godt. Og at vi kan få et kontanthjælpssystem, så flere kommer i uddannelse, siger Margrethe Vestager, økonomi- og indenrigsminister.
Også Venstres formand og tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen håber på, at finansieringen snart falder på plads.
- Når der er klarhed over, at man kan finde de penge, vi er på jagt efter, så kan vi også finde ud af at bruge dem i fællesskab til en indsats mod grænsehandel og en bedre boligjobordning. Og så skal vi i gang med resten af planen, siger Lars Løkke Rasmussen.
LÆS MERE HER:
Ikke færdig på noget delpunkt
SU-aftalen og aftalen om en ny kontanthjælpsmodel er afgørende, fordi det er her, at en del af finansieringen skal findes til jobskabelsespakken Vækstplan DK.
Penge, der blandt andet skal gå til at genindføre boligjobordningen og sænke selskabsskatten.
Regeringen har lagt op til, at man finder to milliarder kroner i SU-systemet og en milliard på kontanthjælpen.
Og de forhandlinger foregår sideløbende med hovedforhandlingerne i Finansministeriet.
- Vi er ikke færdig på noget delpunkt endnu, og tingene hænger jo sammen. Kernen er at skaffe finansiering til alle de penge, vi gerne vil bruge. Det er jo der, man som regel har problemer med dem, man forhandler med som finansminister, siger Bjarne Corydon.