Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) standser endegyldigt planer om udrejsecenter for kriminelle udlændinge på Lindholm.
Det skriver Udlændinge- og Integrationsministeriet i en email.
- Det er ret dyrt at sejle kriminelle udlændinge i pendulfart mellem Lindholm og fastlandet. En overnatning på øen koster det samme som en overnatning på et luksushotel.
- Men får det flere til at rejse hjem? Næppe. Det er penge ud af vinduet. Nu går vi i gang med at finde en billigere løsning. Kriminelle udlændinge er ikke velkommen i Danmark. De skal rejse hjem.
- Jeg er klar til at gå meget langt for at sikre det. Men det skal være politik, hvor vi bruger pengene fornuftigt, skriver Mattias Tesfaye i samme email.
Ifølge ministeriet ville de forventede årlige udgifter per person på Lindholm være på en million kroner mod for nuværende 300.000 på eksisterende udrejsecentre.
Regeringen vil nu søge andre løsninger end Lindholm, når det kommer til kriminelle, udviste udlændinge.
/ritzau/