Fra lørdag den 22. august bliver det obligatorisk at bære mundbind eller visir i den kollektive transport i hele landet - døgnet rundt.
Det har statsminister Mette Frederiksen (S) netop meddelt på sit første pressemøde i over to måneder.
- Smitten med corona breder sig. Det ser vi i mange andre lande og desværre også herhjemme. Den udvikling, der er i gang, kræver handling, siger statsministeren.
- Hvis et lille mundbind kan skærme os mod en stor smittestigning, er det godt givet ud for hver enkelt af os, siger Mette Frederiksen.
På sigt kan der komme krav om at bruge mundbind også andre steder i samfundet, hvor der er mange mennesker samlet, lyder det fra statsministeren.
- Det kan være i supermarkedet eller ved kontakt med sundhedsvæsenet, siger hun.
Det vigtigste er dog fortsat at holde afstand og holde den gode håndhygiejne, påpeger Mette Frederiksen.
Gælder også på bus- og togstationer
Kravet om mundbind i den kollektive trafik gælder ikke kun inde i busserne, togene og metroen, men også på stationerne, oplyser transportminister Benny Engelbrecht (S).
- Tager man ikke mundbind eller visir på, kan man ikke opholde sig i den offentlige trafik. Man vil altså blive bedt om at stå af bus, tog eller metro, siger ministeren.
Kravet om at bruge mundbind gælder også i taxaer og på færger, og det vil gælde for alle over 12 år - dog vil nogle voksne af helbredsmæssige årsager kunne være undtaget fra kravet om mundbind.
Se Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, demonstrere brugen af mundbind her:
For mange slækker på forholdsreglerne
Når kravet om mundbind først træder i kraft om en uge, sker det for, at pendlere og andre, der vil have behov for at bruge den offentlige transport, får mulighed for at anskaffe sig de mundbind, de vil have behov for.
Statsministeren ser med bekymring på, hvordan der slækkes på forholdsreglerne om afstand og håndsprit. Mette Frederiksen nævner her, at der ikke holdes tilstrækkelig afstand i supermarkederne, at der ikke er håndsprit flere steder, ligesom krammene sidder løsere.
- I det hele taget må vi sige til hinanden, at der er blevet slækket på forholdsreglerne. Det at holde afstand er ikke en afvisning af hinanden, men respekt og omsorg, siger Mette Frederiksen (S).
Stigende smittetal herhjemme
Kravet om mundbind kommer efter flere ugers stigende smittetal i Danmark, hvor flere byer er blevet såkaldte corona-hotspots med særligt mange smittede. Alene i går blev der det seneste døgn registreret 165 nye smittede herhjemme. I dag er tallet for det seneste døgn 104 nye smittede.
Kravet om mundbind er ikke nyt for borgerne i det midt- og østjyske. I Aarhus, hvor smitten er høj, har mundbind været et krav siden starten af denne uge.
I går aftes blev alle Folketingets partier enige om den næste fase af genåbningen.
Her bliver der ikke lempet på forsamlingsforbuddet, men til gengæld må barer og spisesteder holde åbent til klokken 2, ligesom turister nu igen kan komme på weekendtur til Danmark.
Herhjemme er 621 coronasmittede døde, 14 er indlagt, heraf én på intensiv.