Det går stadig ikke særlig godt.
I hvert fald ikke hvis man er regeringen og skæver til meningsmålingerne.
I dag kan SVM-regeringen ellers fejre ét års fødselsdag. For det er præcis et år siden, at Mette Frederiksen (S) kunne præsentere sin nye regering med Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne for dronningen på Amalienborg.
Men vælgerne ser det tilsyneladende ikke som den store fest.
Det første år af regeringens levetid har været præget af dårlige meningsmålinger, og en ny måling viser, at det endnu ikke er lykkedes de tre partier at få vælgerne tilbage.
Målingen, der er lavet af Epinion for DR og Altinget, viser en samlet opbakning til de tre regeringspartier på 33,8 procent af stemmerne. Ved valget 1. november sidste år fik de tilsammen 50,1 procent af stemmerne.
Se målingen her:
Samtidig svarer over halvdelen af vælgerne, at de overordnet set synes, regeringen har klaret det dårligt i sit første leveår.
54 procent af de adspurgte svarer, at de overordnet set synes, regeringen har gjort det negativt, mens 31 procent svarer overordnet positivt.
Selv blandt de tre partiers egne vælger synes omkring hver fjerde - 24 procent - at regeringen har klaret sig skidt.
Vil måles på resultater
Hverken hos Socialdemokratiet, Moderaterne eller hos Venstre giver den dårlige måling dog dybe panderynker.
Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, har en forklaring på, at regeringens popularitet er dalet.
- Vi har leveret på det, vi har sat os for. Tallet afspejler nok, at nogle af de beslutninger, vi har truffet, giver noget debat på den korte bane. Men på den lange bane giver de os et stærkere Danmark, siger han.
Han er overbevist om, at vælgerne vil være der, når der næste gang er valg til Folketinget.
- Denne her regering skal måles på resultaterne om tre år, når vælgerne går til valg.
- Jeg er tryg ved, at når vi får gennemført vores politik, styrket den offentlige sektor og styrket beskæftigelsen, så vil vælgerne stemme på partier, der tager ansvar frem for dem, der har travlt med at tale om resultater, siger han.
Socialdemokratiet står til 19,6 procent af stemmerne i den nye måling. Til folketingsvalget sidste år fik de 27,5 procent af stemmerne.
Skyldes upopulære beslutninger
For Moderaterne har det været et år præget af møgsager.
Senest sagen om det nu tidligere medlem af partiet Mike Fonseca, der er blevet smidt ud for at have en 15-årig kæreste.
Moderaterne står i målingen til 6,1 procent af stemmerne mod 9,3 procent til folketingsvalget sidste år.
Men politisk ordfører Monika Rubin er ikke bekymret.
- Ja, der har været nogle personsager, der har været trælse for vores parti. Men i dag på etårsdagen vil jeg fremhæve nogle positive ting - nemlig at vi har fået en regering over midten, siger hun og minder om, at Moderaterne inden valget lå omkring spærregrænsen i meningsmålingerne.
- Når man tager nogle beslutninger, som er upopulære, som blandt andet store bededag, så vil det sætte sig i meningsmålingerne, men der er tre år til et valg og et helt reformspor, vi skal have gennemført.
Også Venstres politiske ordfører, Torsten Schack Pedersen, tager målingerne roligt. Også selvom Venstre isoleret set får det værste resultat i en måling, siden Epinion begyndte at lave målinger for DR i 2008, og står til 8,1 procent af stemmerne.
- Venstre er den seneste tid gået frem i flere andre målinger. Så jeg vil lade jer medier om at analysere på målinger og så selv fokusere på at gøre en forskel for Danmark og danskerne, lyder det.
Mette Frederiksen upopulær som aldrig før
Epinion spørger også løbende vælgerne, hvordan de synes, statsministeren klarer sig.
Her svarer 46 procent i den nye måling, at de synes, Mette Frederiksen klarer sig dårligt som statsminister. 26 procent mener, hun klarer sig godt.
Det er det dårligste resultat for Mette Frederiksen i al den tid, hun har været statsminister.
På målingen kan man se, at Mette Frederiksens popularitet var på sit højeste i foråret 2020 under corona. Her mente 79 procent, at hun samlet set gjorde det godt som statsminister.
Heller ikke den måling giver dog anledning til bekymring hos Socialdemokratiets Christian Rabjerg Madsen.
- Vi har en regeringsleder, der er i stand til at lande brede aftaler. Det er ikke altid meget populært at tage beslutninger, der er vanskelige. Men jeg er tryg ved, at når vi møder vælgerne om tre år, vil man se resulaterne af vores beslutninger, siger han.