Skatteminister Karsten Lauritzen (V) præsenterer fredag ved middagstid en plan for, hvordan Skat igen skal komme på rette vej.
DR Nyheder erfarer nu, at der er tale om en større investering i Skat på syv milliarder kroner frem mod 2020. Det vil betyde 1.000 flere medarbejdere i Skat i 2020.
Oprindeligt var der planlagt en sparerunde, der vil betyde 1.000 færre medarbejdere i Skat i 2020, så reelt er der tale om, at man tilfører 2.000 medarbejdere i forhold til de planer, der var.
De syv milliarder kroner, der tilføres Skat over de kommende år, går både til de nye medarbejdere og til nye it-systemer. Det er ifølge DR Nyheders oplysninger en erkendelse af, at Skat reelt er brudt sammen.
Derfor vil skatteminister Karsten Lauritzen også løfte sløret for større omstruktureringer, når han fredag klokken 13.00 præsenterer den storstilede plan for genrejsningen af Skat.
Der er ifølge DR Nyheders oplysninger tale om et udspil fra regeringen, der vil forsøge at samle 90 mandater bag forslaget i Finanslovsaftalen for 2017.